Hvis man vil lære de europæiske regeringers holdning til de arabiske befolkningers frihedstrang at kende, skal man blot lytte til Libyens diktator Muammar Gaddafi. Efter at have ladet hundredevis af demonstranter aflive og såre lod Gaddafi i går det ungarske EU-formandskab vide, at (selv yderst forblommet) europæisk støtte til protesterne vil betyde, at Libyen opsiger rollen som beskyttelsesvagt for Fort Europa; en opgave Gaddafi og det libyske militær hidtil har varetaget til UG med kryds og slange, mens EU og Italien har indsat million efter million på despotens konti, så øen Lampedusas kyster holdes fri for afrikanske bådflygtninge. Hermed pegede Gaddafi på de europæiske støtteerklæringers obskøne underside: Vesten har villet undertrykkelsen i Libyen, præcis som den ville den autoritære repression i Ægypten. Uden arabiske og nordafrikanske despoter ville Europa blive oversvømmet af flygtninge, islamister ville indtage regeringssæderne og Bahrain ville lukke USA’s afgørende militærbase. Det er logikken; det ved de i Libyen, og det ved de i Bruxelles.
Denne logik kan uddybes: I Vesten er demokrati, med Churchills berømmede formulering, den mindst dårlige styreform – i Arabien er det den værst tænkelige. ’Arabia Felix’ var den latinske betegnelse for ”Det Lykkelige Arabien” – et frugtbart og eksotisk sted, der fortryllede mangen en orientalist og i 1761 sendte Carsten Niebuhr på en martrende opdagelsesrejse, der genfortælles i Thorkild Hansens bog af samme navn. I vor tid er Arabien kronisk ulykkeligt; den sorte plet på verdenskortet, som de store demokratiseringsbølger, der prægede det 20. århundrede, konsekvent har holdt tørt. En rørende teaterforestilling har i årevis udspillet sig på samfundsvidenskabelige fakulteter, i tænketanke og parlamenter i Vesten: Vi har undret os over, hvorfor regionen forblev dette frilandsmuseum af elendighed, skrevet rapporter, bøger og afhandlinger om, hvilke strukturelle, kulturelle og økonomiske faktorer, der forårsagede miseren, alt imens vi selv har finansieret og støttet den. Spørgsmålet interesserede os hele tiden mere end svaret, for det, der skulle forklares – den ufrie araber – var altid sin egen årsag: Araberens ufrihed. Vi vidste allerede, at araberen ikke formår at administrere sin autonomi og sin lykke; han vil formøble den hos mullaherne, han vil ressentimentsfuld rette den mod Israel og Vesten. Det siges, at Hosni Mubarak oprigtigt troede, at ægypterne ikke er i stand til at agere rationelt og tænksomt, og at han derfor alene gjorde sin hårde, men patriotiske pligt. Den forestilling har han delt med de vestlige regeringsledere. Vi har ganske vist støttet en lille elite af progressive pro-demokratiske kræfter, men altid i sikker forvisning om, at dette netop var en elite af solbrillebærende og twitter-afhængige overklasse-kosmopolitter, der aldrig ville få nogen folkelig gennemslagskraft. Vores eget lille lykkelige Arabien, der modsvarede den hårde, men uomgængelige elendighed for masserne.
Måske er det muligt at udlede et større ideologisk skema af dette forhold. Den vestlige tiltro til det universelle i egen styreform har konstant været modsvaret af en slags manisk beskyttelsestrang overfor denne hjemmefødning. Der er noget analfase over det, en særlig fascination ved frembringelsen og en frygt for, hvad andre vil gøre med vores ejendom, skulle de få greb om den. De endeløse hylder af samfundsvidenskabelig lekture, der forsøger at forklare, hvorfor det netop er i Vesten, at det moderne parlamentariske demokrati kom til verden, er samtidig en slags territorieafpisning: Dette er vores. Alt andet vil højst være en svag afglans, hvis ikke – og med stor sandsynlighed – en katastrofe. For vesterlændingens lykke, selvsagt; men sågar også for planeten: Daniel A. Bell, professor i politisk teori ved Tsinghua University i Beijing, advarede for nyligt i New York Times mod at ønske demokrati i Kina: Et demokratisk valgt parlament vil kunne vedtage en miljøpolitik, der smadrer verdens klima. ”Let’s hope that democracy succeeds in Egypt. But in China, the “freedom agenda” for now need not include support for full electoral democracy.” Et tilsvarende budskab kan europæiske politikere sende til det libyske folk i dag: ’Vi ser gerne, at Gadaffi ikke slår jer ihjel i stort antal, at I får lov at ytre sporadisk sorg over skyhøje priser på basale fødevarer og så videre. Men lige nu er det bedst, hvis I ikke får frihed.'
Jeg synes, at jeres blog er god, men jeg har dog en anke. Er det ikke ret tamt, at I poster artiklerne fra brugeren "bloggenIMPETUS" i stedet for den enkelte skribents bruger? Det er muligt, at man skal tolke det således, at alle indlæg repræsenterer en kollektiv holdning, men jeg synes, at det sender et forkert signal. Når I nu selv ynder at citere folk, er det så ikke lidt fejt at gemme sig bag et fælles pseudonym?
SvarSletHej Jess. Godt, at du kan lide den. Den tolkning, du beskriver, er en del af forklaringen. Men vigtigere end det kollektive og kohærente er ønsket om at fjerne fokus fra den individuelle afsender til selve teksten og analysen. Det er der en substantiel pointe med, og desuden kan det måske betyde, at det skrevne i mindre grad underlægges den enkeltes selvcensur og derved bliver mere spændende. Mht.
SvarSletat citere andre kan man sige, at vi egentlig er ligeglade med dem, vi citerer. Hvad, vi er interesserede i, er de magtpositioner, de taler fra, og det, som bliver sagt.
Når alt dette er sagt, forstår jeg selvfølgelig godt din anke. Vi besluttede os for at starte ud sådan her, men det er selvfølgelig en konstruktion, vi løbende vil overveje.
Hej Jess,
SvarSletDet som Bjarke sagde.
Derfor synes jeg ikke kritikken er helt på sin plads. Hvorfor sender det et forkert signal? Det er selvfølgeligt hensigten med bloggen at gå efter argumenter og ikke personer.
Hvis vi nogensinde forfalder til argumentum ad hominem må du endeligt råbe vagt i gevær.
@Bjarke: Hvis I er bange for at selv-censurere hvorfor skriver I så? Jeg er enig med Jess - jeg synes det er vigtigt at stå ved det man skriver rent personligt - også så fremtidige citering af forfatterne her kan gøres præcist.
SvarSletDa det I skriver om jo ikke er ekstremt kontroversielt og kan få jer fængslet eller lignende synes jeg ikke der er nogen grund til at bruge et pseudonym - jeg synes det er god litterær praksis (videnskabeligt, journalistisk etc) at stå ved det man skriver personligt.
Derudover er jeres kollektivitet vel allerede implicieret af at I skriver på samme blog?
Jeg mener egentlig ikke, at I er ude efter folk personligt, i det tilfælde at deres udtalelser kritiseres, men jeg prøver bare at give jer et brugerperspektiv, som I så kan forholde jer til eller lade være.
SvarSletSom bruger kan man således opfatte jeres måde at publicere på som en distancering, der kan tænkes at være bekvemt, når man uddeler kritik.
Hvis formålet er, at fjerne fokus fra forfatteren, må man i hvert fald overveje, om den fælles bruger ikke kunne tænkes at have den uønskede effekt, at man som læser netop stiller spørgsmålstegn ved, hvem forfatteren er og hvad dennes motiver måtte være.
Under antagelse af, at de enkelte skribenter faktisk er forskellige mennesker med forskellige kompetencer, interesser, holdninger, skrivestil etc. kan det jo også være tilfældet, at nogle læsere vil være mest interesserede i at læse nogle bestemte skribenter.
I sidste ende handler det jo også om, hvorvidt I ønsker en mere "personlig" dialog med jeres læsere (nu er comments jo i hvert fald slået til) eller om man vil etablere bloggenIMPETUS, som en institution.
Personligt ville jeg droppe fællesbrugeren, hvis jeg var i jeres sted, da jeg summa summarum, tror at det vil give en bedre oplevelse for læseren.
Men hvad siger de andre læsere faktisk?
http://mosquitocloud.net/slavoj-zizek-universalism-in-action/#comments - tankevækkende perspektiver om revolutionerne i MØ
SvarSlet@Jess og Søren:
SvarSletLad mig komme med et teoretisk argument for vores (delvis) anonyme signatur:
Anonymiteten må gerne læses som en distancering; dog ikke således at vi som forfattere distancerer os fra det skrevne, dvs. fralægger os ansvar for det, men omvendt: Vi lader det skrevne distancere sig fra os, dvs. lader det blive bedømt, kritiseret, rost på dets egne præmisser. Vi står ved det, vi skriver, men lader ikke det skrevne stå ved os, dvs. lade det være afhængigt af vores individuelle personer.
Den selvcensur, jeg talte om, er ikke en sådan, som fx primært højrefløjen og visse kunstnere har frygtet siden Muhammed-krisen: en selvcensur på baggrund af frygten for en ekstern aggression eller anden frihedsberøvelse. Det er en selvcensur, der udøves for at bekræfte forfatteren i identitetsbærende forestillinger om, hvad man må og kan. Selvcensuren er således ikke en grund til ikke at skrive; tværtimod er den en vigtig grund til at gøre det: Skrivningen kan udfordre disse forestillinger.
Hvis anonymiteten får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved forfatterens identitet og motiver, viser det bare, hvor meget vi har for vane at tillægge forfatteren ejerskab over teksten i stedet for at vurdere teksten på dens egne præmisser. Risikoen ved det første er, at der læses på automatpilot, både når vi er positivt hhv. negativt stemt over for en forfatter. Denne form for læsning giver muligvis læseren en ’god oplevelse’, da den kan be-/afkræfte noget forudindtaget. Dette er ligeledes værd at udfordre. Selvfølgelig kan læseren have særlige interesser i bestemte forfattere, men som sagt: Det er ikke den interesse, men derimod det skrevne, vi ønsker at dyrke her. Den ’personlige’ dialog er vi således ligeglade med. Dialogen som sådan er det, vi vil.
Ovenstående skal som nævnt læses som et teoretisk argument for vores anonyme signatur. Selvfølgelig indebærer det at skrive på en blog ikke kun teoretiske men i høj grad også praktiske aspekter, og disse må opvejes mod hinanden. Idealer er i bedste fald ligegyldige, hvis de ikke har en praktisk effekt i overensstemmelse med dem.
Endelig kan det nævnes, at den anonyme signatur hverken er vores opfindelse eller særlig kontroversiel. Eksempelvis er er den ligeledes praksis i tidsskriftet The Economist og i ledende artikler i flere danske dagblade.
Tak for linket, Niels. Der er flere tanker om Egypten fra hhv. Zizek og Peter Hallward her:
SvarSlethttp://www.guardian.co.uk/commentisfree/2011/feb/01/egypt-tunisia-revolt
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2011/feb/09/egypt-north-africa-revolution