ARABIA FELIX

Hvis man vil lære de europæiske regeringers holdning til de arabiske befolkningers frihedstrang at kende, skal man blot lytte til Libyens diktator Muammar Gaddafi. Efter at have ladet hundredevis af demonstranter aflive og såre lod Gaddafi i går det ungarske EU-formandskab vide, at (selv yderst forblommet) europæisk støtte til protesterne vil betyde, at Libyen opsiger rollen som beskyttelsesvagt for Fort Europa; en opgave Gaddafi og det libyske militær hidtil har varetaget til UG med kryds og slange, mens EU og Italien har indsat million efter million på despotens konti, så øen Lampedusas kyster holdes fri for afrikanske bådflygtninge. Hermed pegede Gaddafi på de europæiske støtteerklæringers obskøne underside: Vesten har villet undertrykkelsen i Libyen, præcis som den ville den autoritære repression i Ægypten. Uden arabiske og nordafrikanske despoter ville Europa blive oversvømmet af flygtninge, islamister ville indtage regeringssæderne og Bahrain ville lukke USA’s afgørende militærbase. Det er logikken; det ved de i Libyen, og det ved de i Bruxelles. 


Denne logik kan uddybes: I Vesten er demokrati, med Churchills berømmede formulering, den mindst dårlige styreform – i Arabien er det den værst tænkelige. ’Arabia Felix’ var den latinske betegnelse for ”Det Lykkelige Arabien” – et frugtbart og eksotisk sted, der fortryllede mangen en orientalist og i 1761 sendte Carsten Niebuhr på en martrende opdagelsesrejse, der genfortælles i Thorkild Hansens bog af samme navn. I vor tid er Arabien kronisk ulykkeligt; den sorte plet på verdenskortet, som de store demokratiseringsbølger, der prægede det 20. århundrede, konsekvent har holdt tørt. En rørende teaterforestilling har i årevis udspillet sig på samfundsvidenskabelige fakulteter, i tænketanke og parlamenter i Vesten: Vi har undret os over, hvorfor regionen forblev dette frilandsmuseum af elendighed, skrevet rapporter, bøger og afhandlinger om, hvilke strukturelle, kulturelle og økonomiske faktorer, der forårsagede miseren, alt imens vi selv har finansieret og støttet den. Spørgsmålet interesserede os hele tiden mere end svaret, for det, der skulle forklares – den ufrie araber – var altid sin egen årsag: Araberens ufrihed. Vi vidste allerede, at araberen ikke formår at administrere sin autonomi og sin lykke; han vil formøble den hos mullaherne, han vil ressentimentsfuld rette den mod Israel og Vesten. Det siges, at Hosni Mubarak oprigtigt troede, at ægypterne ikke er i stand til at agere rationelt og tænksomt, og at han derfor alene gjorde sin hårde, men patriotiske pligt. Den forestilling har han delt med de vestlige regeringsledere. Vi har ganske vist støttet en lille elite af progressive pro-demokratiske kræfter, men altid i sikker forvisning om, at dette netop var en elite af solbrillebærende og twitter-afhængige overklasse-kosmopolitter, der aldrig ville få nogen folkelig gennemslagskraft. Vores eget lille lykkelige Arabien, der modsvarede den hårde, men uomgængelige elendighed for masserne. 


Måske er det muligt at udlede et større ideologisk skema af dette forhold. Den vestlige tiltro til det universelle i egen styreform har konstant været modsvaret af en slags manisk beskyttelsestrang overfor denne hjemmefødning. Der er noget analfase over det, en særlig fascination ved frembringelsen og en frygt for, hvad andre vil gøre med vores ejendom, skulle de få greb om den. De endeløse hylder af samfundsvidenskabelig lekture, der forsøger at forklare, hvorfor det netop er i Vesten, at det moderne parlamentariske demokrati kom til verden, er samtidig en slags territorieafpisning: Dette er vores. Alt andet vil højst være en svag afglans, hvis ikke – og med stor sandsynlighed – en katastrofe. For vesterlændingens lykke, selvsagt; men sågar også for planeten: Daniel A. Bell, professor i politisk teori ved Tsinghua University i Beijing, advarede for nyligt i New York Times mod at ønske demokrati i Kina: Et demokratisk valgt parlament vil kunne vedtage en miljøpolitik, der smadrer verdens klima. ”Let’s hope that democracy succeeds in Egypt. But in China, the “freedom agenda” for now need not include support for full electoral democracy.” Et tilsvarende budskab kan europæiske politikere sende til det libyske folk i dag: ’Vi ser gerne, at Gadaffi ikke slår jer ihjel i stort antal, at I får lov at ytre sporadisk sorg over skyhøje priser på basale fødevarer og så videre. Men lige nu er det bedst, hvis I ikke får frihed.'

Den liberale Lauritzen

I denne uge kunne man læse, at Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen “principielt er enig med DF i, at det er mærkeligt, at det at være statsløs er en fribillet til at begå kriminalitet og alligevel kunne få statsborgerskab.” Der er flere grunde til, at denne udtalelse fortjener lidt opmærksomhed og har vækket stor undren, ja faktisk ligefrem forargelse, hos os.

For det første, så betyder statsløshed vel ikke, at man ikke kan straffes af en dansk domstol? Derfor er metaforen med en fribillet ikke blot misvisende, men leder også tankerne hen til et ret ubehageligt tankemønster: Dem, som ikke har dansk statsborgerskab, respekterer ikke det danske retssystem, så kun hvis vi truer med at sende dem ad helvede til, vil de overholde gældende lov. Skal man bare forstå dette sproglige billede som ubetænksomhed, eller er der mere kyniske motiver bag ordvalget?

Det afgørende er dog, at Venstre, Danmarks Liberale Parti tilsyneladende ikke finder en konvention til beskyttelse af statsløse særlig vigtig. Den er for nutidens liberale blot et mærkeligt fortidslevn, som forhindrer den danske stat i, at gøre det danske samfund til verdens bedste. Dette indlæg ønsker ikke at bestride Lauritzens (og Søren Krarups) juridiske fortolkning, men vil i stedet opfordre til, at man lige husker, hvorfor denne konvention eksisterer.

Naturligvis er et statsborgerskab i mange tilfælde et privilegium, som en given stat kan tildele mennesker, som ønsker at leve deres liv indenfor denne stats grænser. Inden et sådant privilegium gives et menneske, så kan man så godt mene, at dette menneske har en bevisbyrde at løfte (det kunne være sproglige kompetencer, ren straffeattest osv.). Her kan man så strides om, hvorvidt og hvilke sådanne kriterier der skal gælde, hvilket jo er kernen i pointsystemsdebatten.

Den argumentation gælder dog kun, hvis mennesket har et andet statsborgerskab i forvejen. Ellers er et afslag jo de facto en dom til statsløshed. Hannah Arendt satte dette problem på spidsen i sin formulering af statsborgerskabet som “retten, til at have rettigheder”. Hendes pointe var, at hvis et menneske fratages sit eneste statsborgerskab, så havner det i et juridisk ingenmandsland.


Det er netop på baggrund af historiske erfaringer, at den konvention, som Lauritzen ikke ser nogen mening med, viser sin vigtighed. Den er et forsøg på at adressere en blind plet i vores juridiske system. Konventionen sætter sig for at bekæmpe statsløshed som sådan, fordi en gruppe mennesker ellers ender uden for lov og ret. Ikke sådan forstået, at de kan begå al den kriminalitet de vil, men derimod, at de nærmest ikke har nogen rettigheder overhovedet. Ved at hhv. nægte eller fratage et menneske statsborgerskabet, kan en stat stort set gøre ved det menneske, hvad det vil. Baggrunden for Arendts betoning af statsborgerskabets vigtighed var netop hendes studier af totalitarismens udvikling, hvor hun opdagede, hvor lidt beskyttelse det eksisterende system indrømmede statsløse.

(Hvis man som Lauritzen-liberal partout vil tale om straf, så virker det svært at se, hvilken forbrydelse der ud fra et proportionalitetsprincip retfærdiggør, at et menneske dømmes til en vid udstrækning af juridisk lovløshed. Findes der en forbrydelse, som er så grov, at man ikke fortjener juridisk beskyttelse? Skal staten have lov til at sende mennesker ad helvede til?)


Yderligere inkarnerer Lauritzen med sin udtalelse noget, som vi nærmest vil kalde en generel tendens. De forskellige menneskerettighedskonventioner viser sig, nu hvor de liberale er kommet til magten, pludselig at være forfærdeligt besværlige for staten. Men det er vel netop pointen med sådanne konventioner, hvis man som liberal forstår menneskerettighederne som et bolværk mod urimelig magtudøvelse fra staten? Ikke desto mindre virker vores liberale ikke så begejstrede for, at internationale aftaler holder dem fast på deres idealer. Tværtimod virker de ret så irriterede.


Denne irritation fra nutidens liberale ved magten er så udtalt, at man kan frygte, hvor langt de vil gå. Kan man, Karsten Lauritzen, forestille sig, at staten også skal have frihed til at fratage statsborgerskabet fra borgere, som gør sig skyldige i visse forbrydelser?

Det er dybt bekymrende, hvis Danmarks Liberale Parti blot opfatter menneskerettighedskonventioner som noget, man kan fratræde når de står i vejen for statens ærinder. I stedet bør vi alle huske, hvilke problemer, konventionerne er et forsøg på at råde bod på. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark har frihed til at gøre som vi vil, men om vi stadig abonnerer på de idealer, som konventionerne er et forsøg på at virkeliggøre.

Noget tyder på, at denne regering har opgivet alle idealer i hvad der af og til virker som et forsvar for fædrelandet, og af og til blot fordi idealer er så fandens besværlige. Det er da også forældet og ude af trit med det moderne mediebillede, at jakkesættene på Borgen skal holdes op imod noget så abstrakt og virkelighedsfjernt. Karsten Lauritzen har i hvert fald demonstreret, at hans hurtige udmeldinger hverken bliver forsinket af historisk omtanke eller liberalismens grundånd.

Konservativ kulturkamp anno 2011

Den konservative darling, Kasper Støvring, formulerede forleden en bombastisk kritik af den kulturradikale reformpædagogik, som, hvis man skal tro forfatteren, nærmest har lagt vore folkeskoler øde. Indlægget er en kommentar værd af to grunde. For det første demonstreres en yderst lemfældig omgang med argumenter og sagforhold. For det andet bør man måske spørge, om dette vitterligt er det bedste bud på en kommentar til nutidens skoledebat fra den kulturkonservative tænkning?

Støvring opregner først en række ”nyttige forslag”, som ville kunne forbedre den nationale folkeskole. Der foreslås flere undervisningstimer, mindre klasser og bedre læreruddannelser, hvilket ingen vel kan være uenig i? Jo mere undervisning børnene får, og jo bedre kvalificerede deres lærere er, jo bedre en skole. 

Så langt så godt. For at forbedre elevernes færdigheder i læsning, skrivning og regning følger så en række mindre forståelige forslag. Der skal indføres faste, nationale læseplaner, ligesom de ” kulturbærende fag som dansk og historie” skal styrkes. Hvordan kongerækken skulle hjælpe på PISA-testens test-parametre forbliver en gåde, men man fornemmer en uudtalt sammenhæng.

Sidst, men ikke mindst, skal de enkelte folkeskoler konkurrere indbyrdes ved at deres testresultater offentliggøres. Hvorvidt det er overbevisende, at konkurrence er løsningen på alle samfundets problemer, skal her forblive et åbent spørgsmål, som denne blog vil gribe fat i på et senere tidspunkt. Det er dog temmelig interessant, da Kasper Støvring senere anklager den kulturradikale reformpædagogik for, at den svigter de svageste elever, og særligt indvandrerbørn. Det virker umiddelbart problematisk at finde empirisk belæg for, at særligt de ressourcestærke forældre ikke ville sende deres børn på de skoler med de bedste resultater. Dette ville efter alt at dømme føre til, at de ressourcesvage familiers børn ville ende på de mindre gode skoler.

Disse nyttige forslag er altså ikke selvindlysende. Hvad værre er, så har regeringen– selvom Støvring mener, at den intet har forbedret – jo faktisk forsøgt at indføre lignende ordninger. Der er lanceret en kulturkanon, indført bindende læseplaner og skolernes eksamensresultater offentliggøres. Den borgerlige regering, som kom til magten da de nuværende elever i 10. klasse startede deres skolegang, har i snit ændret folkeskoleloven hver fjerde måned siden den kom til magten!

Det virker altså - ud fra Støvrings logik – uforståeligt, at vi ikke allerede har fået bedre folkeskole, selvom den borgerlige regering har gennemført 28 ændringer af folkeskoleloven (deriblandt de fleste af Støvrings forslag - udover højere prioritering af læreruddannelsen, mindre klasser og flere undervisningstimer naturligvis). Det er dog ikke logikken, den er galt med, men tværtimod litteraten og kulturteoretikeren Støvrings speciale: Det er den særlige kulturradikale kultur i folkeskolen, som er hovedproblemet.

Denne er en ”anti-autoritær pædagogik, som nedbryder lærernes autoritet og giver børnene ’ansvar for egen læring’.” Nu er det denne forfatters indtryk, at dette ordvalg af folkeskolen selv, er blevet betegnet som uheldigt, da det leder til den fejltagelse, at det er elevens eget problem, at denne intet lærer. Det virker til, at ingen mener dette, så også her sparker Støvring en åben dør ind.

Man kan dog forstå på Støvring, at denne fjende er så frygtelig, at kampen stadig skal kæmpes. Dokumentet, som for et halvt århundrede siden (sic!) formulerede disse tanker, holdes frem som skrækeksempel:  Folkeskolen skal uddanne ”harmoniske, lykkelige og gode mennesker”. Overfor denne reformpædagogik, vil Støvring prioritere ” mødepligt, ordenssans, ro og respekt for autoriteter, selvdisciplin, flid og arbejdsomhed”.

Hvis man nu ser bort fra den lidt altmodische sprogbrug i den 50 år gamle betænkning, så er grundtanken vel ikke så horribel, som Støvring gør den til? Hvad er der galt i at ønske, at folkeskolen ikke blot skal bidrage faglige færdigheder, men at den også skal danne samfundsborgere, som er i stand til at agere tolerant, innovativt og ansvarligt i fremtiden? Vi kan nu fra forskningen forstå, at Danmarks gymnasieelever og forskere er berømmede pga. deres veludviklede selvstændige og kritiske tilgang til problemstillinger. Kunne det ikke tænkes, at også sådanne færdigheder ville vise sig nyttige? (Se fx Informations artikel om dette)

For Støvring skal sådanne færdigheder bibringes børnene af deres forældre, hvilket naturligvis er en sympatisk tanke. Hvordan den dog hører hjemme i et opråb for de svageste elever, som jo hovedsageligt kommer fra ressourcesvage hjem, må læseren selv gætte sig til. Logikken forekommer dog at være, at de ressourcesvage elever er blevet svigtet af et system, som har fortalt deres forældre, at de ikke skal stimulere deres børn. Det er altså samfundets skyld, at det er forældrenes skyld.

Det hele opsummeres i følgende konklusion: ”Som en uforudset negativ konsekvens af den kulturradikale pædagogik har vi fået en folkeskole med et lavt fagligt niveau og med socialt utilpassede elever. Det er ikke regeringens skyld, men den har været alt for svag.” 10 års regeringsmagt er jo ingen tid for en kulturhistoriker, der i stedet kan vise, at den 50 år gamle betænkning er ondets rod. 

Det deprimerende ved Støvrings indlæg er dog ikke blot, at universitetsforskeren i litteratur og kulturfænomener ikke blot melder sig ind i en debat, som han tilsyneladende ikke rigtigt har fulgt med i. I en bredere samfundsmæssig kontekst må man spørge sig, om den kulturkonservative kritik anno 2011 blot består af en gentagelse af allerede fremsatte og implementerede forslag, den sædvanlige jamren over det kulturradikale spøgelse og så en bagstræberisk drømmen tilbage til mere ordnede tider. 

På venstrefløjen kan og må man til gengæld tillade sig at tænke højt over alt det, som folkeskolen kunne blive til. Gad vide, om ikke 10 års rød regering kunne gøre mere for folkeskolen, end den svage borgerlige regering ifølge Støvring har været i stand til. At tænke over hvordan vi kan videreudvikle en samfundsinstitution, som skal arbejde for at fremme tolerance og kritisk tænkning er da en meget god start, og – kunne man tilføje – sandsynligvis både en forudsætning for, at vi får en bedre skole, og også en god investering i fremtiden. Så lad os udfordre den kulturkonservative tænkning ved at vise, at vi ikke blot vil tale nostalgisk om fortiden, men at vi vil noget i fremtiden.