Konservativ kulturkamp anno 2011

Den konservative darling, Kasper Støvring, formulerede forleden en bombastisk kritik af den kulturradikale reformpædagogik, som, hvis man skal tro forfatteren, nærmest har lagt vore folkeskoler øde. Indlægget er en kommentar værd af to grunde. For det første demonstreres en yderst lemfældig omgang med argumenter og sagforhold. For det andet bør man måske spørge, om dette vitterligt er det bedste bud på en kommentar til nutidens skoledebat fra den kulturkonservative tænkning?

Støvring opregner først en række ”nyttige forslag”, som ville kunne forbedre den nationale folkeskole. Der foreslås flere undervisningstimer, mindre klasser og bedre læreruddannelser, hvilket ingen vel kan være uenig i? Jo mere undervisning børnene får, og jo bedre kvalificerede deres lærere er, jo bedre en skole. 

Så langt så godt. For at forbedre elevernes færdigheder i læsning, skrivning og regning følger så en række mindre forståelige forslag. Der skal indføres faste, nationale læseplaner, ligesom de ” kulturbærende fag som dansk og historie” skal styrkes. Hvordan kongerækken skulle hjælpe på PISA-testens test-parametre forbliver en gåde, men man fornemmer en uudtalt sammenhæng.

Sidst, men ikke mindst, skal de enkelte folkeskoler konkurrere indbyrdes ved at deres testresultater offentliggøres. Hvorvidt det er overbevisende, at konkurrence er løsningen på alle samfundets problemer, skal her forblive et åbent spørgsmål, som denne blog vil gribe fat i på et senere tidspunkt. Det er dog temmelig interessant, da Kasper Støvring senere anklager den kulturradikale reformpædagogik for, at den svigter de svageste elever, og særligt indvandrerbørn. Det virker umiddelbart problematisk at finde empirisk belæg for, at særligt de ressourcestærke forældre ikke ville sende deres børn på de skoler med de bedste resultater. Dette ville efter alt at dømme føre til, at de ressourcesvage familiers børn ville ende på de mindre gode skoler.

Disse nyttige forslag er altså ikke selvindlysende. Hvad værre er, så har regeringen– selvom Støvring mener, at den intet har forbedret – jo faktisk forsøgt at indføre lignende ordninger. Der er lanceret en kulturkanon, indført bindende læseplaner og skolernes eksamensresultater offentliggøres. Den borgerlige regering, som kom til magten da de nuværende elever i 10. klasse startede deres skolegang, har i snit ændret folkeskoleloven hver fjerde måned siden den kom til magten!

Det virker altså - ud fra Støvrings logik – uforståeligt, at vi ikke allerede har fået bedre folkeskole, selvom den borgerlige regering har gennemført 28 ændringer af folkeskoleloven (deriblandt de fleste af Støvrings forslag - udover højere prioritering af læreruddannelsen, mindre klasser og flere undervisningstimer naturligvis). Det er dog ikke logikken, den er galt med, men tværtimod litteraten og kulturteoretikeren Støvrings speciale: Det er den særlige kulturradikale kultur i folkeskolen, som er hovedproblemet.

Denne er en ”anti-autoritær pædagogik, som nedbryder lærernes autoritet og giver børnene ’ansvar for egen læring’.” Nu er det denne forfatters indtryk, at dette ordvalg af folkeskolen selv, er blevet betegnet som uheldigt, da det leder til den fejltagelse, at det er elevens eget problem, at denne intet lærer. Det virker til, at ingen mener dette, så også her sparker Støvring en åben dør ind.

Man kan dog forstå på Støvring, at denne fjende er så frygtelig, at kampen stadig skal kæmpes. Dokumentet, som for et halvt århundrede siden (sic!) formulerede disse tanker, holdes frem som skrækeksempel:  Folkeskolen skal uddanne ”harmoniske, lykkelige og gode mennesker”. Overfor denne reformpædagogik, vil Støvring prioritere ” mødepligt, ordenssans, ro og respekt for autoriteter, selvdisciplin, flid og arbejdsomhed”.

Hvis man nu ser bort fra den lidt altmodische sprogbrug i den 50 år gamle betænkning, så er grundtanken vel ikke så horribel, som Støvring gør den til? Hvad er der galt i at ønske, at folkeskolen ikke blot skal bidrage faglige færdigheder, men at den også skal danne samfundsborgere, som er i stand til at agere tolerant, innovativt og ansvarligt i fremtiden? Vi kan nu fra forskningen forstå, at Danmarks gymnasieelever og forskere er berømmede pga. deres veludviklede selvstændige og kritiske tilgang til problemstillinger. Kunne det ikke tænkes, at også sådanne færdigheder ville vise sig nyttige? (Se fx Informations artikel om dette)

For Støvring skal sådanne færdigheder bibringes børnene af deres forældre, hvilket naturligvis er en sympatisk tanke. Hvordan den dog hører hjemme i et opråb for de svageste elever, som jo hovedsageligt kommer fra ressourcesvage hjem, må læseren selv gætte sig til. Logikken forekommer dog at være, at de ressourcesvage elever er blevet svigtet af et system, som har fortalt deres forældre, at de ikke skal stimulere deres børn. Det er altså samfundets skyld, at det er forældrenes skyld.

Det hele opsummeres i følgende konklusion: ”Som en uforudset negativ konsekvens af den kulturradikale pædagogik har vi fået en folkeskole med et lavt fagligt niveau og med socialt utilpassede elever. Det er ikke regeringens skyld, men den har været alt for svag.” 10 års regeringsmagt er jo ingen tid for en kulturhistoriker, der i stedet kan vise, at den 50 år gamle betænkning er ondets rod. 

Det deprimerende ved Støvrings indlæg er dog ikke blot, at universitetsforskeren i litteratur og kulturfænomener ikke blot melder sig ind i en debat, som han tilsyneladende ikke rigtigt har fulgt med i. I en bredere samfundsmæssig kontekst må man spørge sig, om den kulturkonservative kritik anno 2011 blot består af en gentagelse af allerede fremsatte og implementerede forslag, den sædvanlige jamren over det kulturradikale spøgelse og så en bagstræberisk drømmen tilbage til mere ordnede tider. 

På venstrefløjen kan og må man til gengæld tillade sig at tænke højt over alt det, som folkeskolen kunne blive til. Gad vide, om ikke 10 års rød regering kunne gøre mere for folkeskolen, end den svage borgerlige regering ifølge Støvring har været i stand til. At tænke over hvordan vi kan videreudvikle en samfundsinstitution, som skal arbejde for at fremme tolerance og kritisk tænkning er da en meget god start, og – kunne man tilføje – sandsynligvis både en forudsætning for, at vi får en bedre skole, og også en god investering i fremtiden. Så lad os udfordre den kulturkonservative tænkning ved at vise, at vi ikke blot vil tale nostalgisk om fortiden, men at vi vil noget i fremtiden.