Den liberale Lauritzen

I denne uge kunne man læse, at Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen “principielt er enig med DF i, at det er mærkeligt, at det at være statsløs er en fribillet til at begå kriminalitet og alligevel kunne få statsborgerskab.” Der er flere grunde til, at denne udtalelse fortjener lidt opmærksomhed og har vækket stor undren, ja faktisk ligefrem forargelse, hos os.

For det første, så betyder statsløshed vel ikke, at man ikke kan straffes af en dansk domstol? Derfor er metaforen med en fribillet ikke blot misvisende, men leder også tankerne hen til et ret ubehageligt tankemønster: Dem, som ikke har dansk statsborgerskab, respekterer ikke det danske retssystem, så kun hvis vi truer med at sende dem ad helvede til, vil de overholde gældende lov. Skal man bare forstå dette sproglige billede som ubetænksomhed, eller er der mere kyniske motiver bag ordvalget?

Det afgørende er dog, at Venstre, Danmarks Liberale Parti tilsyneladende ikke finder en konvention til beskyttelse af statsløse særlig vigtig. Den er for nutidens liberale blot et mærkeligt fortidslevn, som forhindrer den danske stat i, at gøre det danske samfund til verdens bedste. Dette indlæg ønsker ikke at bestride Lauritzens (og Søren Krarups) juridiske fortolkning, men vil i stedet opfordre til, at man lige husker, hvorfor denne konvention eksisterer.

Naturligvis er et statsborgerskab i mange tilfælde et privilegium, som en given stat kan tildele mennesker, som ønsker at leve deres liv indenfor denne stats grænser. Inden et sådant privilegium gives et menneske, så kan man så godt mene, at dette menneske har en bevisbyrde at løfte (det kunne være sproglige kompetencer, ren straffeattest osv.). Her kan man så strides om, hvorvidt og hvilke sådanne kriterier der skal gælde, hvilket jo er kernen i pointsystemsdebatten.

Den argumentation gælder dog kun, hvis mennesket har et andet statsborgerskab i forvejen. Ellers er et afslag jo de facto en dom til statsløshed. Hannah Arendt satte dette problem på spidsen i sin formulering af statsborgerskabet som “retten, til at have rettigheder”. Hendes pointe var, at hvis et menneske fratages sit eneste statsborgerskab, så havner det i et juridisk ingenmandsland.


Det er netop på baggrund af historiske erfaringer, at den konvention, som Lauritzen ikke ser nogen mening med, viser sin vigtighed. Den er et forsøg på at adressere en blind plet i vores juridiske system. Konventionen sætter sig for at bekæmpe statsløshed som sådan, fordi en gruppe mennesker ellers ender uden for lov og ret. Ikke sådan forstået, at de kan begå al den kriminalitet de vil, men derimod, at de nærmest ikke har nogen rettigheder overhovedet. Ved at hhv. nægte eller fratage et menneske statsborgerskabet, kan en stat stort set gøre ved det menneske, hvad det vil. Baggrunden for Arendts betoning af statsborgerskabets vigtighed var netop hendes studier af totalitarismens udvikling, hvor hun opdagede, hvor lidt beskyttelse det eksisterende system indrømmede statsløse.

(Hvis man som Lauritzen-liberal partout vil tale om straf, så virker det svært at se, hvilken forbrydelse der ud fra et proportionalitetsprincip retfærdiggør, at et menneske dømmes til en vid udstrækning af juridisk lovløshed. Findes der en forbrydelse, som er så grov, at man ikke fortjener juridisk beskyttelse? Skal staten have lov til at sende mennesker ad helvede til?)


Yderligere inkarnerer Lauritzen med sin udtalelse noget, som vi nærmest vil kalde en generel tendens. De forskellige menneskerettighedskonventioner viser sig, nu hvor de liberale er kommet til magten, pludselig at være forfærdeligt besværlige for staten. Men det er vel netop pointen med sådanne konventioner, hvis man som liberal forstår menneskerettighederne som et bolværk mod urimelig magtudøvelse fra staten? Ikke desto mindre virker vores liberale ikke så begejstrede for, at internationale aftaler holder dem fast på deres idealer. Tværtimod virker de ret så irriterede.


Denne irritation fra nutidens liberale ved magten er så udtalt, at man kan frygte, hvor langt de vil gå. Kan man, Karsten Lauritzen, forestille sig, at staten også skal have frihed til at fratage statsborgerskabet fra borgere, som gør sig skyldige i visse forbrydelser?

Det er dybt bekymrende, hvis Danmarks Liberale Parti blot opfatter menneskerettighedskonventioner som noget, man kan fratræde når de står i vejen for statens ærinder. I stedet bør vi alle huske, hvilke problemer, konventionerne er et forsøg på at råde bod på. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark har frihed til at gøre som vi vil, men om vi stadig abonnerer på de idealer, som konventionerne er et forsøg på at virkeliggøre.

Noget tyder på, at denne regering har opgivet alle idealer i hvad der af og til virker som et forsvar for fædrelandet, og af og til blot fordi idealer er så fandens besværlige. Det er da også forældet og ude af trit med det moderne mediebillede, at jakkesættene på Borgen skal holdes op imod noget så abstrakt og virkelighedsfjernt. Karsten Lauritzen har i hvert fald demonstreret, at hans hurtige udmeldinger hverken bliver forsinket af historisk omtanke eller liberalismens grundånd.