Venstre - Danmarks Liberale Parti

At det borgerlige Danmark er i krise er ikke kun synligt når man kigger på oppositionens fremgang gennem tallene i de ugentlige meningsmålinger. Heldigvis, for politik handler ikke udelukkende om at tabe og erobre vælgernes gunst som den dokumenteres gennem tal. Politik handler om ideer og deres realisering. Politik handler om den enkeltes stillingtagen til enkeltsager og den identifikation med generelle ideologiske positioner og politiske partier som følger af den enkeltes politiske intuitioner i disse sager. Selvfølgelig handler politik også om praktiske løsninger på konkrete problemer, men ofte kan partiernes løsningsforslag sættes i sammenhæng med de grundprincipper som udgør et partis tankegods, og ofte henviser politikerne til disse grundprincipper for at spille på vælgernes ideologiske selvbevidsthed.

Derfor må partiernes måde at håndtere de idealer og principper som deres ideologiske historie har udstyret dem med, ses som en løbende genfortolkning af deres normative grundlag. Hvis et politisk parti eller dets individuelle repræsentanter ikke finder et ideal værd at holde fast i, så har de givet os grund til at overveje om vi er vidner til en forskydning i partiets værdigrundlag. Det er selvfølgelig ikke lige til at udpege præcist hvornår sådanne forskydninger finder sted, men vores påstand er at vi er vidne til en i øjeblikket, og den er ikke gået stille af sig.

Vi tænker – måske ikke overraskende – på hvad der i løbet af de forgangne uger har antaget karakteren af et regulært ”Rønn-Gate”, hvor statsløse palæstinenseres ret til statsborgerskab med fuldt overlæg blev tilsidesat af en integrationsminister med en udtrykt afsmag for den måde menneskerettighedskomplekset har udviklet sig. For nylig påpegede vi også her på bloggen det paradoksale i at Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen tilsyneladende vender ryggen til sit partis liberale arv i sagen om statsløses position og betvivler vigtigheden af de FN-konventioner som forpligter stater over for individer uden statsborgerskab. Lauritzens udtalelser er selvfølgelig det rene vand i sammenligning med proportionerne i Rønn-sagen, men de tegner et billede af en praksis i Venstre, som langsomt men sikkert trækker partiet i den modsatte retning af de grundprincipper som tegner dets ideologiske historie.

Det virker nærmest som om de liberale i Venstre ikke har det fjerneste begreb om hvilken ideologiske arv de forpligtede sig på da de i sin tid meldte sig ind i partiet, eller at de i hvert fald har glemt det godt og grundigt hen ad vejen. Liberalismen har en lang og flertydig historie, men det er ikke urimeligt at hævde at dens idémæssige udvikling igennem århundrederne har kredset om det rum omkring individet som bør sikres mod statens eller kollektivets overgreb. Fra John Lockes forsvar for religiøse rettigheder i A Letter Concerning Toleration og menneskets naturlige rettigheder som fundament for staten i Second Treatise on Government over John Stuart Mills kritik af englændernes sociale konformitet og forsvar for ”social frihed” i On Liberty til Robert Nozicks kritik af ethvert indgreb i individets økonomiske frihed i Anarchy, State, and Utopia, er det et tydeligt træk ved det liberale perspektiv, at det ser individets beskyttelse som en politisk førsteprioritet. Menneskerettighedskonventionerne er netop det interstatslige udtryk for sådan en politisk prioritet. Når politikere der identificerer sig selv som liberale, begynder at stille spørgsmålstegn ved værdien af disse – endsige underminere dem politisk og administrativt – må vi stille os selv spørgsmålet om ikke vi skal begynde at kigge efter en forskydning i de liberales principper. 

Denne umiskendelige inkongruens mellem liberale principper og politisk handlen er i sig selv opsigtsvækkende, men det tvinger os også til at spørge hvordan de rette modtræk fra venstrefløjen ser ud? Må man resignere og acceptere at politik blot er en kynisk stræben efter indflydelse og at værdier og principper blot er skalkeskjul for magtpolitiske interesser? Skal de liberale principper om individuelle rettigheder og 'rule of law' forkastes som ideologi der kun tjener visse klasseinteresser, og skal venstrefløjen derfor lige så kynisk og opportunistisk stræbe efter at hævde egne partikulære parti- og klasseinteresser?

Vi mener ikke at det er den korrekte konklusion venstrefløjen bør drage af ”Rønn-gate”. Selvom de danske borgerlige ikke længere virker motiverede af klassiske liberale idealer kan disse værdier stadig spille en vigtig rolle, netop i kraft af deres funktion som legitimation for borgerlig politik.

En af den engelske idéhistoriker Quentin Skinners væsentligste arbejder er hans bidrag til den metodologiske diskussion af historie- og socialvidenskabernes forståelse af idealer og værdiers betydning i forhold til politisk og social handlen. Hans argument er kort, at værdier og principper kan have en kausal betydning for disse handlinger, selvom de ikke direkte udgør de primære motiver som driver de handlende aktører. Skinner opfatter behovet for at blive legitimeret som et grundvilkår for al politisk handlen, da den intersubjektive sociale verden indeholder en moralsk horisont, skabt og opretholdt i kraft af vores fælles sprog og begreber. Hvis en handling ikke er socialt acceptabel, ikke kan legitimeres inden for en given politisk kontekst, er der mindre sandsynlighed for at den vil kunne gennemføres succesfuldt, da de fleste mennesker er tilbageholdne overfor at handle på måder der vil møde udbredt misbilligelse. Omvendt, hvis en handling er legitim er det mere sandsynligt at den vil kunne lade sig gøre. De dominerende værdier og principper, det moralske vokabular, i et givent samfund er derfor overordentligt betydningsfuldt for hvad politikere indlader sig på. Opretholdelse af, forskydninger i og manipulationer af dette moralske vokabular er politiske manøvre i sig selv. Den politiske kamp er en kamp om at definere og aktivere det fælles politiske og moralske vokabular. På samme måde kan de værdier og principper politiske aktører påberåber sig for at legitimere deres politiske handlinger have en betydelig indflydelse på deres fremtidige handling. Har en politisk aktør først påberåbt sig visse principper, såsom retsstatsprincippet og økonomisk ansvarlighed, er denne bundet af disse for ikke at fremstå som hyklerisk og underminere sine egne handlingers fremtidige legitimation. For at opretholde legitimitet og troværdighed må også fremtidig handlen være i overensstemmelse med disse principper og værdier. 

 

Af den grund er sagen om de statsløse sådan en skandale. Birthe Rønn Hornbech, der er blevet set som garant for ”borgerlig anstændighed”, bryder pludseligt på det groveste med de borgerlige liberale principper. Det er her at de ”borgerlige” værdier og principper viser deres betydning. Når de borgerlige selv har hævdet principper om retsstat og individuelle menneskerettigheder har denne diskurs begrænset og modereret den borgerlige regerings magtudøvelse. Den borgerlige regering har været nødsaget til at agere på en måde der i det mindste forekommer at være i overensstemmelse med de værdier der påberåbes. Derfor ser man også nu flere liberale politikere forsøge at underminere de principper og værdier de liberale traditionelt og historisk har været fortalere for. Lauritzen foreslår at Danmark udtræder af FN's menneskerettighedskonvention og Rønn Hornbech beskriver i stærkt krarupske vendinger menneskerettighedskonventionen som en religion, der forsømmer snarere end beskytter ”det enkelte menneske”.

Derfor er det afgørende at venstrefløjen insisterer på vigtigheden af disse principper da de netop kan begrænse flertallets magtudøvelse. Vi må insistere på at det demokratiske flertal er bundet af menneskerettighederne og den beskyttelse af særligt svage individer og minoriteter de yder. Rønn Hornbech, Lauritzen og Krarup hævder på nuværende tidspunkt at den danske Grundlov sikrer adækvat beskyttelse mod overdreven magtudøvelse. Men hvor lang tid vil der gå for at Grundloven bliver beskrevet som et overgreb mod Det Danske Folks Vilje på samme måde som FN's menneskerettighedskonvention nu er et overgreb mod dansk suverænitet?

Den borgerligt liberale politiske handlen er altså på denne måde blevet forskubbet i forhold moralske vokabular der er knyttet til menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Dette betyder at venstrefløjen bør sætte hårdt ind på at insistere på vigtigheden af disse. At de borgerlige har bevæget sig væk fra disse principper giver venstrefløjen en mulighed for at skrive disse idealer og værdier stærkere ind i en socialistisk ideologisk profil. Dette kan tydeliggøre at omsorgen og respekten for det enkelte menneske, socialt, økonomisk og politisk, er venstrefløjens projekt. I modsætning til dette har det vist sig at højrefløjen, liberale som nationalkonservative, er parate til at ofre enkelte menneskers skæbner til fordel for kollektivet, hvad enten det er Det Danske Folk eller den danske nationaløkonomi.

Søren Pind og Ole Birk Olesens liberale symptomer

De liberale løver udviklingsminister Søren Pind og forhåbentlig-aldrig-ligestillingsminister Ole Birk Olesen har i løbet af de sidste par uger fået særlig opmærksomhed i medierne på grund af bestemte udtalelser. Søren Pind kritiserede på sin Facebook-side professor Claus Haagen Jensen i skarpe vendinger på grund af sidstnævntes udtalelser om Rønn-sagen. Blandt andet kaldte Pind professoren for ”presseliderlig” og for ”en skændsel for juraen”. Efterfølgende har Pind nægtet at kommentere på sine udtalelser i den offentlige debat med henvisning til Pressenævnets afgørelse om, at Facebook (med de rette indstillinger) er at betragte som et privat rum, og at man derfor ikke kan stilles til regnskab for ytringer givet i dette, medmindre de er i direkte strid med loven.

Ole Birk Olesen er blevet kritiseret for de syv anklager mod kvinder, han sidste år fremførte på damefrokosten.dk. Siden dette indlæg er han imidlertid blevet folketingskandidat for Liberal Alliance. Han erkendte tidligt, at man som partimedlem må parere ordre. Efter at indlægget hos de liberale damer for alvor fik opmærksomhed efter et modsvar på denfri.dk, har Birk Olesen da også trukket i land. Han kan ifølge eget udsagn som folketingskandidat ikke længere tillade sig at sige det samme, da det nu virker forkert.

Pind og Birk Olesen er begge kendt for at have deres politiske holdninger solidt rodfæstet i den liberale ideologi og desuden for godt at kunne lide at provokere. Derfor er det ikke overraskende, at det netop er disse to, der kommer med udtalelser, der vækker opsigt. Derudover er det dog oplagt at læse den måde, de forholder sig til den kritik, der er blevet rettet mod dem, som symptomer på den liberale ideologi, de abonnerer på. Den liberale ideologi bygger på en fundamental skelnen mellem det politiske og det private. Således kan Pind (med Pressenævnets afgørelse på sin side) hævde, at den private Pinds Facebook-kommentarer ikke har noget at gøre med politikeren Pinds offentlige embede. På lignende vis kan politikeren Birk Olesen ikke tillade sig de samme ytringer som den private Birk Olesen.

Lad os forlade Pind og Birk Olesen og se nærmere på den liberale ideologi og dens skillelinje mellem det private og det politiske. Skillelinjen gør den liberale i stand til at afgøre hvilke anliggender, der tilhører den politiske sfære og som staten skal forholde sig til, og hvilke, der tilhører individets privatsfære og frie vilje (herunder markedet og individets ageren på dette). For den liberale er statens eksistens retfærdiggjort, i det omfang den beskytter individet og dets privatliv.

På trods af den liberale ideologis sammenhæng med moderne religionskritik fremstilles denne skillelinje ofte som en, der er faldet ned fra himlen (læs: som værende givet af en ahistorisk menneskelig rationalitet). Imidlertid er den lige det modsatte, nemlig et foranderlig resultat af en kontinuerlig, historisk række af politiske konflikter og interesser. Hvad, den liberale i dag opfatter som politisk, er ikke det samme som hans forgænger 150 år tidligere. Og heldigvis for det; ellers ville den liberale i dag have de samme i bedste fald tvetydige holdninger over for eksempelvis kvinder og Den tredje verden og dens indbyggere. Den politiske sfære er blevet udvidet på den måde, at Den tredje verdens lande er blevet politiske enheder, stater med rettigheder i det internationale samfund og ikke vestlige kolonier underlagt privatinteresser; dens indbyggere er ikke længere slaver men mennesker med rettigheder; og kvinder har i dag fået stemmeret.

Den liberale skillelinje har flyttet sig, men den eksisterer selvfølgelig stadigvæk, og med den eksisterer der stadig noget apolitisk, et fravær af offentlighed. Der er selvfølgelig grund til at sætte pris på at al vores gøren og laden ikke er genstand for statslig indblanding. Imidlertid er bagsiden af dette politiske fravær, at væsentlige politiske problemer fremstår som apolitiske. Der er tydeligvis stadig problemer forbundet med globaliseringen, kulturforskelle, ligestilling etc. Disse problemer anerkendes dog i vid udstrækning ikke som politiske (og ofte ikke engang som problemer) af den liberale men tilskrives i stedet ofte individet og det private: Problemerne er ultimativt resultater af frie individers handlinger.

Vores påstand er imidlertid, at individet og det private ikke findes, hvis der med disse begreber henvises til noget, som eksisterer uafhængigt af politiske strukturer. Dette er ikke så meget en gentagelse af det efterhånden slidte motto: ’Alt er politisk’. Snarere er det en insisteren på, at det private netop er et politisk produkt, og at den egentlige politiske kamp er et spørgsmål om, hvor den politiske grænse går. Denne kamp og denne grænse antager forskellige former, eksempelvis: Hvem må krydse grænsen til det politiske fællesskab og blive tildelt statsborgerskab? Hvem bliver taget seriøst i den politiske debat? Hvem må sige hvad og i hvilke fora, uden at det får politiske konsekvenser?

Et første skridt mod at løse de politiske problemer, der tydelig stadigvæk er en del af globaliseringen, kulturforskelle, ligestilling etc., er at anerkende problemernes politiske dimension. Den liberale skillelinje mellem det politiske og det private må vedvarende kritiseres som et led i denne anerkendelse.

Søren Pind og Ole Birk Olesens liberale symptomer bør have vores interesse og være genstand for kritik: Pind har over 4.000 Facebook-venner og afholder sig efter sigende ikke fra at bruge det sociale netværk som politisk platform; en platform, som de fleste vel og mærket kan få adgang til, som Michael Jeppesen har vist. Er en sådan politikers udtalelser på Facebook virkelig private? Birk Olesen er ud over sine kvindefjendske holdninger også kendt for sine positive holdninger til sort arbejde, der har vist sig for liberale til selv Liberal Alliance. Kan en politiker virkelig efterlade sådanne ’private’ holdninger derhjemme, når han tager politiker-kasketten på og går på arbejde? Pind og Birk Olesens udtalelser er i sig selv muligvis ikke værd at spilde tid på, men de er ikke desto mindre udtryk for en problematisk opfattelse af, at det private og det politiske uproblematisk kan adskilles.