Denne blog har før bragt kritiske bemærkninger til Karsten Lauritzens indlæg i den politiske debat, som forvalter det liberalistiske arvegods noget lemfældigt. Nu er den så gal igen. Lauritzen har vist taget påsken på forskud og fordybet sig i hedengangne krigsteoretikere, for at konkludere, at et angreb er det bedste forsvar. Desværre er angrebet forfejlet og adresserer slet ikke det, som skal forsvares. Snarere tværtimod.
Onsdag kunne man på hans blog læse et indlæg, som må forstås som et ønske om en mere saglig tone fra oppositionen i den verserende debat om pointsystemet for familiesammenføringer. Lauritzen giver 5 gode råd, som skal hjælpe oppositionen med at forhindre regeringens pointsystem. Den underliggende – endda af og til udtalte - præmis for forslagene er, at der hverken findes rimelige argumenter imod, eller bedre forslag end, ” det konkrete, gennemarbejdede og integrationsfremmende pointsystem, som regeringen udspiller med.”
Det, der giver Lauritzens indlæg sin barokke karakter, er at den saglighed, som oppositionen ifølge Lauritzen fuldstændig mangler, slet ikke inddrages af Lauritzen selv. Der er ingen argumenter i hans indlæg. Grundlæggende kan man resumere indlæggets argumentation således: ”Fordi jeg har ret, så kan I ikke argumentere imod mig, og derfor er I usaglige.”
Det er noget af en påstand at fremføre mod oppositionen, så derfor ligger det jo lige for, at læse debatten igennem. Meget hurtigt står det klart, at diskussionen under førstebehandlingen, fra i hvert fald en side af tinget, var noget mere saglig end Lauritzen fremstiller den.
For det første kritiseredes den skæve sociale profil af regeringens forslag, idet systemet værdsætter akademiske uddannelser højere end håndværksmæssige. Det er det, som oppositionen klogt og rammende har sammenfattet i begrebet ”uddannelsessnobberi”, hvilket for Lauritzen blot er en smart overskrift og i modsætning til saglig politik. Lauritzen og resten af regeringen vil nemlig slet ikke høre tale om, at denne forskel skulle eksistere, hvilket de heller ikke ville før de ændrede det oprindelige forslag for netop at modvirke uddannelsessnobberi. Forvirret?
Sammenlign det med at sidde ved siden af en person i toget, som hører meget høj musik. Du beder personen skrue ned, og han nægter, at han overhovedet spiller høj musik. Din henvendelse må dog have haft en eller anden effekt, for selvom han nægter, så skruer han alligevel lidt ned. Desværre er det dog stadig for højt, så selvom situationen altså er blevet bedre, så er problemet jo ikke løst. Du spørger derfor igen. Nu siger personen så, at fordi der er blevet skruet ned, så er problemet løst. Den udmelding er ikke bare selvmodsigende, idet den åbenlyst strider imod, hvad han sagde første gang du spurgte, men det fornægter jo også den virkelighed, som stadigvæk bliver forstyrret af høj musik. (Her bruger Lauritzen med andre ord den gængse og velkendte ”kedel-logik”, som desværre aldrig har været gyldig.)
Da Johanne Schmidt-Nielsen derfor konfronterede Lauritzen med, at der jo stadigvæk er forskel på vægtningen af håndværks- og ph.d.-uddannelser, svarede Lauritzen med, at det jo ikke er en konkurrence om at samle flest point. Argumentet synes altså at være, at fordi man kun skal bruge hhv. 60 eller 120 point, så er der ingen grund til at diskutere, hvor mange point forskellige aktiviteter giver…
For det andet, så bemærkede både S, R og SF, at de betragter det som en uskik at lovgive om familiesammenføring som om det drejede sig om rekruttering af arbejdskraft. Henrik Dam Kristensen sammenfattede dette i et ikke uforståeligt eksempel: Hvorfor skal min ret til at bo i mit fædreland med min ægtefælle afhænge af, hvad Danfoss efterspørger af arbejdskraft. Lauritzen var helt uforstående overfor denne kritik, og bemærkede bl.a., at Danfoss jo ikke engang havde indsendt et høringssvar…
Substansen i kritikken er ikke en anklage om at regeringen har ladet sig kue af erhvervslivets lobbyister. Det er det denne skribents indtryk, at dele af erhvervslivet advarer mod en sådan familiesammenføringspolitik, da den vil gøre det vanskeligere for dem, at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Kritikkens grundpointe er derimod, at det strider imod et grundlæggende retsprincip, som Marianne Jelved i debatten formulerede således: ”Vi mener, at staten skal acceptere danske statsborgeres ret til selv at vælge ægtefælle og bo i deres fædreland.”
Nasser Khader er klarere i mælet end Lauritzen idet han åbenlyst vedkender sig, at regeringen opstiller ”objektive kriterier efter et pointsystem, som centrerer sig om ansøgerens integrationspotentiale.” Her er kernen i diskussionen. Oppositionen vil beskytte individets helt subjektive ret til at bestemme, hvem de ønsker at leve deres liv i deres fædreland med. Regeringen mener, at denne beslutning skal underligge objektive (læs: statsbestemte) kriterier.
Naturligvis er dette sat på spidsen, for ingen partier i folketinget vil, så vidt det denne blog bekendt, tilkende danske borgere ret til at blive familiesammenført med hvem som helst. Voldtægtsmænd og krigsforbrydere, for eksempel, har diskvalificeret sig fra at få en chance i Danmark på grund af deres handlinger. Dem, derimod, som i det nye system afviser, vurderes nu 'objektivt' og ud fra deres livssituation, at de ikke har tilstrækkeligt 'integrationspotentiale'. De er ikke uegnede til at blive gift med en dansker fordi de har gjort noget forkert, men fordi de ikke har vist, at de er lovende nok. Regeringen siger derfor i bund og grund til alle ugifte danske mænd og kvinder: ”Tro ikke, at I kan vurdere, hvem der har potentiale til at indgå i det danske samfund. Derfor har vi lavet et objektivt pointsystem, som kan afklare det for jer.”
Det er jo et klassisk politisk valg: Mener du, at du alene har ret til at bestemme, hvem du vil leve dit liv med i dit fædreland, eller synes du, det er rimeligt, at vi andre, som svundne tiders tronende patriark, ser din ægtefælles CV igennem først? Gad vide hvor mange ugifte danskere, som ville finde det rimeligt, hvis deres forældre gav sin velsignelse ud fra sådanne kriterier.
I stedet for at skyde modstanderne i skoen, at de er usaglige, så kunne Lauritzen jo komme med nogle gode argumenter for, at han skal have lov til at sætte grænser for, hvem jeg må vælge at leve mit liv med i Danmark?
