Søren Pind og Ole Birk Olesens liberale symptomer

De liberale løver udviklingsminister Søren Pind og forhåbentlig-aldrig-ligestillingsminister Ole Birk Olesen har i løbet af de sidste par uger fået særlig opmærksomhed i medierne på grund af bestemte udtalelser. Søren Pind kritiserede på sin Facebook-side professor Claus Haagen Jensen i skarpe vendinger på grund af sidstnævntes udtalelser om Rønn-sagen. Blandt andet kaldte Pind professoren for ”presseliderlig” og for ”en skændsel for juraen”. Efterfølgende har Pind nægtet at kommentere på sine udtalelser i den offentlige debat med henvisning til Pressenævnets afgørelse om, at Facebook (med de rette indstillinger) er at betragte som et privat rum, og at man derfor ikke kan stilles til regnskab for ytringer givet i dette, medmindre de er i direkte strid med loven.

Ole Birk Olesen er blevet kritiseret for de syv anklager mod kvinder, han sidste år fremførte på damefrokosten.dk. Siden dette indlæg er han imidlertid blevet folketingskandidat for Liberal Alliance. Han erkendte tidligt, at man som partimedlem må parere ordre. Efter at indlægget hos de liberale damer for alvor fik opmærksomhed efter et modsvar på denfri.dk, har Birk Olesen da også trukket i land. Han kan ifølge eget udsagn som folketingskandidat ikke længere tillade sig at sige det samme, da det nu virker forkert.

Pind og Birk Olesen er begge kendt for at have deres politiske holdninger solidt rodfæstet i den liberale ideologi og desuden for godt at kunne lide at provokere. Derfor er det ikke overraskende, at det netop er disse to, der kommer med udtalelser, der vækker opsigt. Derudover er det dog oplagt at læse den måde, de forholder sig til den kritik, der er blevet rettet mod dem, som symptomer på den liberale ideologi, de abonnerer på. Den liberale ideologi bygger på en fundamental skelnen mellem det politiske og det private. Således kan Pind (med Pressenævnets afgørelse på sin side) hævde, at den private Pinds Facebook-kommentarer ikke har noget at gøre med politikeren Pinds offentlige embede. På lignende vis kan politikeren Birk Olesen ikke tillade sig de samme ytringer som den private Birk Olesen.

Lad os forlade Pind og Birk Olesen og se nærmere på den liberale ideologi og dens skillelinje mellem det private og det politiske. Skillelinjen gør den liberale i stand til at afgøre hvilke anliggender, der tilhører den politiske sfære og som staten skal forholde sig til, og hvilke, der tilhører individets privatsfære og frie vilje (herunder markedet og individets ageren på dette). For den liberale er statens eksistens retfærdiggjort, i det omfang den beskytter individet og dets privatliv.

På trods af den liberale ideologis sammenhæng med moderne religionskritik fremstilles denne skillelinje ofte som en, der er faldet ned fra himlen (læs: som værende givet af en ahistorisk menneskelig rationalitet). Imidlertid er den lige det modsatte, nemlig et foranderlig resultat af en kontinuerlig, historisk række af politiske konflikter og interesser. Hvad, den liberale i dag opfatter som politisk, er ikke det samme som hans forgænger 150 år tidligere. Og heldigvis for det; ellers ville den liberale i dag have de samme i bedste fald tvetydige holdninger over for eksempelvis kvinder og Den tredje verden og dens indbyggere. Den politiske sfære er blevet udvidet på den måde, at Den tredje verdens lande er blevet politiske enheder, stater med rettigheder i det internationale samfund og ikke vestlige kolonier underlagt privatinteresser; dens indbyggere er ikke længere slaver men mennesker med rettigheder; og kvinder har i dag fået stemmeret.

Den liberale skillelinje har flyttet sig, men den eksisterer selvfølgelig stadigvæk, og med den eksisterer der stadig noget apolitisk, et fravær af offentlighed. Der er selvfølgelig grund til at sætte pris på at al vores gøren og laden ikke er genstand for statslig indblanding. Imidlertid er bagsiden af dette politiske fravær, at væsentlige politiske problemer fremstår som apolitiske. Der er tydeligvis stadig problemer forbundet med globaliseringen, kulturforskelle, ligestilling etc. Disse problemer anerkendes dog i vid udstrækning ikke som politiske (og ofte ikke engang som problemer) af den liberale men tilskrives i stedet ofte individet og det private: Problemerne er ultimativt resultater af frie individers handlinger.

Vores påstand er imidlertid, at individet og det private ikke findes, hvis der med disse begreber henvises til noget, som eksisterer uafhængigt af politiske strukturer. Dette er ikke så meget en gentagelse af det efterhånden slidte motto: ’Alt er politisk’. Snarere er det en insisteren på, at det private netop er et politisk produkt, og at den egentlige politiske kamp er et spørgsmål om, hvor den politiske grænse går. Denne kamp og denne grænse antager forskellige former, eksempelvis: Hvem må krydse grænsen til det politiske fællesskab og blive tildelt statsborgerskab? Hvem bliver taget seriøst i den politiske debat? Hvem må sige hvad og i hvilke fora, uden at det får politiske konsekvenser?

Et første skridt mod at løse de politiske problemer, der tydelig stadigvæk er en del af globaliseringen, kulturforskelle, ligestilling etc., er at anerkende problemernes politiske dimension. Den liberale skillelinje mellem det politiske og det private må vedvarende kritiseres som et led i denne anerkendelse.

Søren Pind og Ole Birk Olesens liberale symptomer bør have vores interesse og være genstand for kritik: Pind har over 4.000 Facebook-venner og afholder sig efter sigende ikke fra at bruge det sociale netværk som politisk platform; en platform, som de fleste vel og mærket kan få adgang til, som Michael Jeppesen har vist. Er en sådan politikers udtalelser på Facebook virkelig private? Birk Olesen er ud over sine kvindefjendske holdninger også kendt for sine positive holdninger til sort arbejde, der har vist sig for liberale til selv Liberal Alliance. Kan en politiker virkelig efterlade sådanne ’private’ holdninger derhjemme, når han tager politiker-kasketten på og går på arbejde? Pind og Birk Olesens udtalelser er i sig selv muligvis ikke værd at spilde tid på, men de er ikke desto mindre udtryk for en problematisk opfattelse af, at det private og det politiske uproblematisk kan adskilles.