Den liberale Lauritzen II

Denne blog har før bragt kritiske bemærkninger til Karsten Lauritzens indlæg i den politiske debat, som forvalter det liberalistiske arvegods noget lemfældigt. Nu er den så gal igen. Lauritzen har vist taget påsken på forskud og fordybet sig i hedengangne krigsteoretikere, for at konkludere, at et angreb er det bedste forsvar. Desværre er angrebet forfejlet og adresserer slet ikke det, som skal forsvares. Snarere tværtimod.

Onsdag kunne man på hans blog læse et indlæg, som må forstås som et ønske om en mere saglig tone fra oppositionen i den verserende debat om pointsystemet for familiesammenføringer. Lauritzen giver 5 gode råd, som skal hjælpe oppositionen med at forhindre regeringens pointsystem. Den underliggende – endda af og til udtalte - præmis for forslagene er, at der hverken findes rimelige argumenter imod, eller bedre forslag end, ” det konkrete, gennemarbejdede og integrationsfremmende pointsystem, som regeringen udspiller med.”

Det, der giver Lauritzens indlæg sin barokke karakter, er at den saglighed, som oppositionen ifølge Lauritzen fuldstændig mangler, slet ikke inddrages af Lauritzen selv. Der er ingen argumenter i hans indlæg. Grundlæggende kan man resumere indlæggets argumentation således: ”Fordi jeg har ret, så kan I ikke argumentere imod mig, og derfor er I usaglige.”

Det er noget af en påstand at fremføre mod oppositionen, så derfor ligger det jo lige for, at læse debatten igennem. Meget hurtigt står det klart, at diskussionen under førstebehandlingen, fra i hvert fald en side af tinget, var noget mere saglig end Lauritzen fremstiller den.     

For det første kritiseredes den skæve sociale profil af regeringens forslag, idet systemet værdsætter akademiske uddannelser højere end håndværksmæssige. Det er det, som oppositionen klogt og rammende har sammenfattet i begrebet ”uddannelsessnobberi”, hvilket for Lauritzen blot er en smart overskrift og i modsætning til saglig politik. Lauritzen og resten af regeringen vil nemlig slet ikke høre tale om, at denne forskel skulle eksistere, hvilket de heller ikke ville før de ændrede det oprindelige forslag for netop at modvirke uddannelsessnobberi. Forvirret?

Sammenlign det med at sidde ved siden af en person i toget, som hører meget høj musik. Du beder personen skrue ned, og han nægter, at han overhovedet spiller høj musik. Din henvendelse må dog have haft en eller anden effekt, for selvom han nægter, så skruer han alligevel lidt ned. Desværre er det dog stadig for højt, så selvom situationen altså er blevet bedre, så er problemet jo ikke løst. Du spørger derfor igen. Nu siger personen så, at fordi der er blevet skruet ned, så er problemet løst. Den udmelding er ikke bare selvmodsigende, idet den åbenlyst strider imod, hvad han sagde første gang du spurgte, men det fornægter jo også den virkelighed, som stadigvæk bliver forstyrret af høj musik. (Her bruger Lauritzen med andre ord den gængse og velkendte ”kedel-logik”, som desværre aldrig har været gyldig.)

Da Johanne Schmidt-Nielsen derfor konfronterede Lauritzen med, at der jo stadigvæk er forskel på vægtningen af håndværks- og ph.d.-uddannelser, svarede Lauritzen med, at det jo ikke er en konkurrence om at samle flest point. Argumentet synes altså at være, at fordi man kun skal bruge hhv. 60 eller 120 point, så er der ingen grund til at diskutere, hvor mange point forskellige aktiviteter giver…

For det andet, så bemærkede både S, R og SF, at de betragter det som en uskik at lovgive om familiesammenføring som om det drejede sig om rekruttering af arbejdskraft. Henrik Dam Kristensen sammenfattede dette i et ikke uforståeligt eksempel: Hvorfor skal min ret til at bo i mit fædreland med min ægtefælle afhænge af, hvad Danfoss efterspørger af arbejdskraft. Lauritzen var helt uforstående overfor denne kritik, og bemærkede bl.a., at Danfoss jo ikke engang havde indsendt et høringssvar…

Substansen i kritikken er ikke en anklage om at regeringen har ladet sig kue af erhvervslivets lobbyister. Det er det denne skribents indtryk, at dele af erhvervslivet advarer mod en sådan familiesammenføringspolitik, da den vil gøre det vanskeligere for dem, at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Kritikkens grundpointe er derimod, at det strider imod et grundlæggende retsprincip, som Marianne Jelved i debatten formulerede således: ”Vi mener, at staten skal acceptere danske statsborgeres ret til selv at vælge ægtefælle og bo i deres fædreland.”

Nasser Khader er klarere i mælet end Lauritzen idet han åbenlyst vedkender sig, at regeringen opstiller ”objektive kriterier efter et pointsystem, som centrerer sig om ansøgerens integrationspotentiale.” Her er kernen i diskussionen. Oppositionen vil beskytte individets helt subjektive ret til at bestemme, hvem de ønsker at leve deres liv i deres fædreland med. Regeringen mener, at denne beslutning skal underligge objektive (læs: statsbestemte) kriterier.

Naturligvis er dette sat på spidsen, for ingen partier i folketinget vil, så vidt det denne blog bekendt, tilkende danske borgere ret til at blive familiesammenført med hvem som helst. Voldtægtsmænd og krigsforbrydere, for eksempel, har diskvalificeret sig fra at få en chance i Danmark på grund af deres handlinger. Dem, derimod, som i det nye system afviser, vurderes nu 'objektivt' og ud fra deres livssituation, at de ikke har tilstrækkeligt 'integrationspotentiale'. De er ikke uegnede til at blive gift med en dansker fordi de har gjort noget forkert, men fordi de ikke har vist, at de er lovende nok. Regeringen siger derfor i bund og grund til alle ugifte danske mænd og kvinder: ”Tro ikke, at I kan vurdere, hvem der har potentiale til at indgå i det danske samfund. Derfor har vi lavet et objektivt pointsystem, som kan afklare det for jer.”

Det er jo et klassisk politisk valg: Mener du, at du alene har ret til at bestemme, hvem du vil leve dit liv med i dit fædreland, eller synes du, det er rimeligt, at vi andre, som svundne tiders tronende patriark, ser din ægtefælles CV igennem først? Gad vide hvor mange ugifte danskere, som ville finde det rimeligt, hvis deres forældre gav sin velsignelse ud fra sådanne kriterier.

I stedet for at skyde modstanderne i skoen, at de er usaglige, så kunne Lauritzen jo komme med nogle gode argumenter for, at han skal have lov til at sætte grænser for, hvem jeg må vælge at leve mit liv med i Danmark?

Venstre - Danmarks Liberale Parti

At det borgerlige Danmark er i krise er ikke kun synligt når man kigger på oppositionens fremgang gennem tallene i de ugentlige meningsmålinger. Heldigvis, for politik handler ikke udelukkende om at tabe og erobre vælgernes gunst som den dokumenteres gennem tal. Politik handler om ideer og deres realisering. Politik handler om den enkeltes stillingtagen til enkeltsager og den identifikation med generelle ideologiske positioner og politiske partier som følger af den enkeltes politiske intuitioner i disse sager. Selvfølgelig handler politik også om praktiske løsninger på konkrete problemer, men ofte kan partiernes løsningsforslag sættes i sammenhæng med de grundprincipper som udgør et partis tankegods, og ofte henviser politikerne til disse grundprincipper for at spille på vælgernes ideologiske selvbevidsthed.

Derfor må partiernes måde at håndtere de idealer og principper som deres ideologiske historie har udstyret dem med, ses som en løbende genfortolkning af deres normative grundlag. Hvis et politisk parti eller dets individuelle repræsentanter ikke finder et ideal værd at holde fast i, så har de givet os grund til at overveje om vi er vidner til en forskydning i partiets værdigrundlag. Det er selvfølgelig ikke lige til at udpege præcist hvornår sådanne forskydninger finder sted, men vores påstand er at vi er vidne til en i øjeblikket, og den er ikke gået stille af sig.

Vi tænker – måske ikke overraskende – på hvad der i løbet af de forgangne uger har antaget karakteren af et regulært ”Rønn-Gate”, hvor statsløse palæstinenseres ret til statsborgerskab med fuldt overlæg blev tilsidesat af en integrationsminister med en udtrykt afsmag for den måde menneskerettighedskomplekset har udviklet sig. For nylig påpegede vi også her på bloggen det paradoksale i at Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen tilsyneladende vender ryggen til sit partis liberale arv i sagen om statsløses position og betvivler vigtigheden af de FN-konventioner som forpligter stater over for individer uden statsborgerskab. Lauritzens udtalelser er selvfølgelig det rene vand i sammenligning med proportionerne i Rønn-sagen, men de tegner et billede af en praksis i Venstre, som langsomt men sikkert trækker partiet i den modsatte retning af de grundprincipper som tegner dets ideologiske historie.

Det virker nærmest som om de liberale i Venstre ikke har det fjerneste begreb om hvilken ideologiske arv de forpligtede sig på da de i sin tid meldte sig ind i partiet, eller at de i hvert fald har glemt det godt og grundigt hen ad vejen. Liberalismen har en lang og flertydig historie, men det er ikke urimeligt at hævde at dens idémæssige udvikling igennem århundrederne har kredset om det rum omkring individet som bør sikres mod statens eller kollektivets overgreb. Fra John Lockes forsvar for religiøse rettigheder i A Letter Concerning Toleration og menneskets naturlige rettigheder som fundament for staten i Second Treatise on Government over John Stuart Mills kritik af englændernes sociale konformitet og forsvar for ”social frihed” i On Liberty til Robert Nozicks kritik af ethvert indgreb i individets økonomiske frihed i Anarchy, State, and Utopia, er det et tydeligt træk ved det liberale perspektiv, at det ser individets beskyttelse som en politisk førsteprioritet. Menneskerettighedskonventionerne er netop det interstatslige udtryk for sådan en politisk prioritet. Når politikere der identificerer sig selv som liberale, begynder at stille spørgsmålstegn ved værdien af disse – endsige underminere dem politisk og administrativt – må vi stille os selv spørgsmålet om ikke vi skal begynde at kigge efter en forskydning i de liberales principper. 

Denne umiskendelige inkongruens mellem liberale principper og politisk handlen er i sig selv opsigtsvækkende, men det tvinger os også til at spørge hvordan de rette modtræk fra venstrefløjen ser ud? Må man resignere og acceptere at politik blot er en kynisk stræben efter indflydelse og at værdier og principper blot er skalkeskjul for magtpolitiske interesser? Skal de liberale principper om individuelle rettigheder og 'rule of law' forkastes som ideologi der kun tjener visse klasseinteresser, og skal venstrefløjen derfor lige så kynisk og opportunistisk stræbe efter at hævde egne partikulære parti- og klasseinteresser?

Vi mener ikke at det er den korrekte konklusion venstrefløjen bør drage af ”Rønn-gate”. Selvom de danske borgerlige ikke længere virker motiverede af klassiske liberale idealer kan disse værdier stadig spille en vigtig rolle, netop i kraft af deres funktion som legitimation for borgerlig politik.

En af den engelske idéhistoriker Quentin Skinners væsentligste arbejder er hans bidrag til den metodologiske diskussion af historie- og socialvidenskabernes forståelse af idealer og værdiers betydning i forhold til politisk og social handlen. Hans argument er kort, at værdier og principper kan have en kausal betydning for disse handlinger, selvom de ikke direkte udgør de primære motiver som driver de handlende aktører. Skinner opfatter behovet for at blive legitimeret som et grundvilkår for al politisk handlen, da den intersubjektive sociale verden indeholder en moralsk horisont, skabt og opretholdt i kraft af vores fælles sprog og begreber. Hvis en handling ikke er socialt acceptabel, ikke kan legitimeres inden for en given politisk kontekst, er der mindre sandsynlighed for at den vil kunne gennemføres succesfuldt, da de fleste mennesker er tilbageholdne overfor at handle på måder der vil møde udbredt misbilligelse. Omvendt, hvis en handling er legitim er det mere sandsynligt at den vil kunne lade sig gøre. De dominerende værdier og principper, det moralske vokabular, i et givent samfund er derfor overordentligt betydningsfuldt for hvad politikere indlader sig på. Opretholdelse af, forskydninger i og manipulationer af dette moralske vokabular er politiske manøvre i sig selv. Den politiske kamp er en kamp om at definere og aktivere det fælles politiske og moralske vokabular. På samme måde kan de værdier og principper politiske aktører påberåber sig for at legitimere deres politiske handlinger have en betydelig indflydelse på deres fremtidige handling. Har en politisk aktør først påberåbt sig visse principper, såsom retsstatsprincippet og økonomisk ansvarlighed, er denne bundet af disse for ikke at fremstå som hyklerisk og underminere sine egne handlingers fremtidige legitimation. For at opretholde legitimitet og troværdighed må også fremtidig handlen være i overensstemmelse med disse principper og værdier. 

 

Af den grund er sagen om de statsløse sådan en skandale. Birthe Rønn Hornbech, der er blevet set som garant for ”borgerlig anstændighed”, bryder pludseligt på det groveste med de borgerlige liberale principper. Det er her at de ”borgerlige” værdier og principper viser deres betydning. Når de borgerlige selv har hævdet principper om retsstat og individuelle menneskerettigheder har denne diskurs begrænset og modereret den borgerlige regerings magtudøvelse. Den borgerlige regering har været nødsaget til at agere på en måde der i det mindste forekommer at være i overensstemmelse med de værdier der påberåbes. Derfor ser man også nu flere liberale politikere forsøge at underminere de principper og værdier de liberale traditionelt og historisk har været fortalere for. Lauritzen foreslår at Danmark udtræder af FN's menneskerettighedskonvention og Rønn Hornbech beskriver i stærkt krarupske vendinger menneskerettighedskonventionen som en religion, der forsømmer snarere end beskytter ”det enkelte menneske”.

Derfor er det afgørende at venstrefløjen insisterer på vigtigheden af disse principper da de netop kan begrænse flertallets magtudøvelse. Vi må insistere på at det demokratiske flertal er bundet af menneskerettighederne og den beskyttelse af særligt svage individer og minoriteter de yder. Rønn Hornbech, Lauritzen og Krarup hævder på nuværende tidspunkt at den danske Grundlov sikrer adækvat beskyttelse mod overdreven magtudøvelse. Men hvor lang tid vil der gå for at Grundloven bliver beskrevet som et overgreb mod Det Danske Folks Vilje på samme måde som FN's menneskerettighedskonvention nu er et overgreb mod dansk suverænitet?

Den borgerligt liberale politiske handlen er altså på denne måde blevet forskubbet i forhold moralske vokabular der er knyttet til menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Dette betyder at venstrefløjen bør sætte hårdt ind på at insistere på vigtigheden af disse. At de borgerlige har bevæget sig væk fra disse principper giver venstrefløjen en mulighed for at skrive disse idealer og værdier stærkere ind i en socialistisk ideologisk profil. Dette kan tydeliggøre at omsorgen og respekten for det enkelte menneske, socialt, økonomisk og politisk, er venstrefløjens projekt. I modsætning til dette har det vist sig at højrefløjen, liberale som nationalkonservative, er parate til at ofre enkelte menneskers skæbner til fordel for kollektivet, hvad enten det er Det Danske Folk eller den danske nationaløkonomi.

Søren Pind og Ole Birk Olesens liberale symptomer

De liberale løver udviklingsminister Søren Pind og forhåbentlig-aldrig-ligestillingsminister Ole Birk Olesen har i løbet af de sidste par uger fået særlig opmærksomhed i medierne på grund af bestemte udtalelser. Søren Pind kritiserede på sin Facebook-side professor Claus Haagen Jensen i skarpe vendinger på grund af sidstnævntes udtalelser om Rønn-sagen. Blandt andet kaldte Pind professoren for ”presseliderlig” og for ”en skændsel for juraen”. Efterfølgende har Pind nægtet at kommentere på sine udtalelser i den offentlige debat med henvisning til Pressenævnets afgørelse om, at Facebook (med de rette indstillinger) er at betragte som et privat rum, og at man derfor ikke kan stilles til regnskab for ytringer givet i dette, medmindre de er i direkte strid med loven.

Ole Birk Olesen er blevet kritiseret for de syv anklager mod kvinder, han sidste år fremførte på damefrokosten.dk. Siden dette indlæg er han imidlertid blevet folketingskandidat for Liberal Alliance. Han erkendte tidligt, at man som partimedlem må parere ordre. Efter at indlægget hos de liberale damer for alvor fik opmærksomhed efter et modsvar på denfri.dk, har Birk Olesen da også trukket i land. Han kan ifølge eget udsagn som folketingskandidat ikke længere tillade sig at sige det samme, da det nu virker forkert.

Pind og Birk Olesen er begge kendt for at have deres politiske holdninger solidt rodfæstet i den liberale ideologi og desuden for godt at kunne lide at provokere. Derfor er det ikke overraskende, at det netop er disse to, der kommer med udtalelser, der vækker opsigt. Derudover er det dog oplagt at læse den måde, de forholder sig til den kritik, der er blevet rettet mod dem, som symptomer på den liberale ideologi, de abonnerer på. Den liberale ideologi bygger på en fundamental skelnen mellem det politiske og det private. Således kan Pind (med Pressenævnets afgørelse på sin side) hævde, at den private Pinds Facebook-kommentarer ikke har noget at gøre med politikeren Pinds offentlige embede. På lignende vis kan politikeren Birk Olesen ikke tillade sig de samme ytringer som den private Birk Olesen.

Lad os forlade Pind og Birk Olesen og se nærmere på den liberale ideologi og dens skillelinje mellem det private og det politiske. Skillelinjen gør den liberale i stand til at afgøre hvilke anliggender, der tilhører den politiske sfære og som staten skal forholde sig til, og hvilke, der tilhører individets privatsfære og frie vilje (herunder markedet og individets ageren på dette). For den liberale er statens eksistens retfærdiggjort, i det omfang den beskytter individet og dets privatliv.

På trods af den liberale ideologis sammenhæng med moderne religionskritik fremstilles denne skillelinje ofte som en, der er faldet ned fra himlen (læs: som værende givet af en ahistorisk menneskelig rationalitet). Imidlertid er den lige det modsatte, nemlig et foranderlig resultat af en kontinuerlig, historisk række af politiske konflikter og interesser. Hvad, den liberale i dag opfatter som politisk, er ikke det samme som hans forgænger 150 år tidligere. Og heldigvis for det; ellers ville den liberale i dag have de samme i bedste fald tvetydige holdninger over for eksempelvis kvinder og Den tredje verden og dens indbyggere. Den politiske sfære er blevet udvidet på den måde, at Den tredje verdens lande er blevet politiske enheder, stater med rettigheder i det internationale samfund og ikke vestlige kolonier underlagt privatinteresser; dens indbyggere er ikke længere slaver men mennesker med rettigheder; og kvinder har i dag fået stemmeret.

Den liberale skillelinje har flyttet sig, men den eksisterer selvfølgelig stadigvæk, og med den eksisterer der stadig noget apolitisk, et fravær af offentlighed. Der er selvfølgelig grund til at sætte pris på at al vores gøren og laden ikke er genstand for statslig indblanding. Imidlertid er bagsiden af dette politiske fravær, at væsentlige politiske problemer fremstår som apolitiske. Der er tydeligvis stadig problemer forbundet med globaliseringen, kulturforskelle, ligestilling etc. Disse problemer anerkendes dog i vid udstrækning ikke som politiske (og ofte ikke engang som problemer) af den liberale men tilskrives i stedet ofte individet og det private: Problemerne er ultimativt resultater af frie individers handlinger.

Vores påstand er imidlertid, at individet og det private ikke findes, hvis der med disse begreber henvises til noget, som eksisterer uafhængigt af politiske strukturer. Dette er ikke så meget en gentagelse af det efterhånden slidte motto: ’Alt er politisk’. Snarere er det en insisteren på, at det private netop er et politisk produkt, og at den egentlige politiske kamp er et spørgsmål om, hvor den politiske grænse går. Denne kamp og denne grænse antager forskellige former, eksempelvis: Hvem må krydse grænsen til det politiske fællesskab og blive tildelt statsborgerskab? Hvem bliver taget seriøst i den politiske debat? Hvem må sige hvad og i hvilke fora, uden at det får politiske konsekvenser?

Et første skridt mod at løse de politiske problemer, der tydelig stadigvæk er en del af globaliseringen, kulturforskelle, ligestilling etc., er at anerkende problemernes politiske dimension. Den liberale skillelinje mellem det politiske og det private må vedvarende kritiseres som et led i denne anerkendelse.

Søren Pind og Ole Birk Olesens liberale symptomer bør have vores interesse og være genstand for kritik: Pind har over 4.000 Facebook-venner og afholder sig efter sigende ikke fra at bruge det sociale netværk som politisk platform; en platform, som de fleste vel og mærket kan få adgang til, som Michael Jeppesen har vist. Er en sådan politikers udtalelser på Facebook virkelig private? Birk Olesen er ud over sine kvindefjendske holdninger også kendt for sine positive holdninger til sort arbejde, der har vist sig for liberale til selv Liberal Alliance. Kan en politiker virkelig efterlade sådanne ’private’ holdninger derhjemme, når han tager politiker-kasketten på og går på arbejde? Pind og Birk Olesens udtalelser er i sig selv muligvis ikke værd at spilde tid på, men de er ikke desto mindre udtryk for en problematisk opfattelse af, at det private og det politiske uproblematisk kan adskilles. 

ARABIA FELIX

Hvis man vil lære de europæiske regeringers holdning til de arabiske befolkningers frihedstrang at kende, skal man blot lytte til Libyens diktator Muammar Gaddafi. Efter at have ladet hundredevis af demonstranter aflive og såre lod Gaddafi i går det ungarske EU-formandskab vide, at (selv yderst forblommet) europæisk støtte til protesterne vil betyde, at Libyen opsiger rollen som beskyttelsesvagt for Fort Europa; en opgave Gaddafi og det libyske militær hidtil har varetaget til UG med kryds og slange, mens EU og Italien har indsat million efter million på despotens konti, så øen Lampedusas kyster holdes fri for afrikanske bådflygtninge. Hermed pegede Gaddafi på de europæiske støtteerklæringers obskøne underside: Vesten har villet undertrykkelsen i Libyen, præcis som den ville den autoritære repression i Ægypten. Uden arabiske og nordafrikanske despoter ville Europa blive oversvømmet af flygtninge, islamister ville indtage regeringssæderne og Bahrain ville lukke USA’s afgørende militærbase. Det er logikken; det ved de i Libyen, og det ved de i Bruxelles. 


Denne logik kan uddybes: I Vesten er demokrati, med Churchills berømmede formulering, den mindst dårlige styreform – i Arabien er det den værst tænkelige. ’Arabia Felix’ var den latinske betegnelse for ”Det Lykkelige Arabien” – et frugtbart og eksotisk sted, der fortryllede mangen en orientalist og i 1761 sendte Carsten Niebuhr på en martrende opdagelsesrejse, der genfortælles i Thorkild Hansens bog af samme navn. I vor tid er Arabien kronisk ulykkeligt; den sorte plet på verdenskortet, som de store demokratiseringsbølger, der prægede det 20. århundrede, konsekvent har holdt tørt. En rørende teaterforestilling har i årevis udspillet sig på samfundsvidenskabelige fakulteter, i tænketanke og parlamenter i Vesten: Vi har undret os over, hvorfor regionen forblev dette frilandsmuseum af elendighed, skrevet rapporter, bøger og afhandlinger om, hvilke strukturelle, kulturelle og økonomiske faktorer, der forårsagede miseren, alt imens vi selv har finansieret og støttet den. Spørgsmålet interesserede os hele tiden mere end svaret, for det, der skulle forklares – den ufrie araber – var altid sin egen årsag: Araberens ufrihed. Vi vidste allerede, at araberen ikke formår at administrere sin autonomi og sin lykke; han vil formøble den hos mullaherne, han vil ressentimentsfuld rette den mod Israel og Vesten. Det siges, at Hosni Mubarak oprigtigt troede, at ægypterne ikke er i stand til at agere rationelt og tænksomt, og at han derfor alene gjorde sin hårde, men patriotiske pligt. Den forestilling har han delt med de vestlige regeringsledere. Vi har ganske vist støttet en lille elite af progressive pro-demokratiske kræfter, men altid i sikker forvisning om, at dette netop var en elite af solbrillebærende og twitter-afhængige overklasse-kosmopolitter, der aldrig ville få nogen folkelig gennemslagskraft. Vores eget lille lykkelige Arabien, der modsvarede den hårde, men uomgængelige elendighed for masserne. 


Måske er det muligt at udlede et større ideologisk skema af dette forhold. Den vestlige tiltro til det universelle i egen styreform har konstant været modsvaret af en slags manisk beskyttelsestrang overfor denne hjemmefødning. Der er noget analfase over det, en særlig fascination ved frembringelsen og en frygt for, hvad andre vil gøre med vores ejendom, skulle de få greb om den. De endeløse hylder af samfundsvidenskabelig lekture, der forsøger at forklare, hvorfor det netop er i Vesten, at det moderne parlamentariske demokrati kom til verden, er samtidig en slags territorieafpisning: Dette er vores. Alt andet vil højst være en svag afglans, hvis ikke – og med stor sandsynlighed – en katastrofe. For vesterlændingens lykke, selvsagt; men sågar også for planeten: Daniel A. Bell, professor i politisk teori ved Tsinghua University i Beijing, advarede for nyligt i New York Times mod at ønske demokrati i Kina: Et demokratisk valgt parlament vil kunne vedtage en miljøpolitik, der smadrer verdens klima. ”Let’s hope that democracy succeeds in Egypt. But in China, the “freedom agenda” for now need not include support for full electoral democracy.” Et tilsvarende budskab kan europæiske politikere sende til det libyske folk i dag: ’Vi ser gerne, at Gadaffi ikke slår jer ihjel i stort antal, at I får lov at ytre sporadisk sorg over skyhøje priser på basale fødevarer og så videre. Men lige nu er det bedst, hvis I ikke får frihed.'

Den liberale Lauritzen

I denne uge kunne man læse, at Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen “principielt er enig med DF i, at det er mærkeligt, at det at være statsløs er en fribillet til at begå kriminalitet og alligevel kunne få statsborgerskab.” Der er flere grunde til, at denne udtalelse fortjener lidt opmærksomhed og har vækket stor undren, ja faktisk ligefrem forargelse, hos os.

For det første, så betyder statsløshed vel ikke, at man ikke kan straffes af en dansk domstol? Derfor er metaforen med en fribillet ikke blot misvisende, men leder også tankerne hen til et ret ubehageligt tankemønster: Dem, som ikke har dansk statsborgerskab, respekterer ikke det danske retssystem, så kun hvis vi truer med at sende dem ad helvede til, vil de overholde gældende lov. Skal man bare forstå dette sproglige billede som ubetænksomhed, eller er der mere kyniske motiver bag ordvalget?

Det afgørende er dog, at Venstre, Danmarks Liberale Parti tilsyneladende ikke finder en konvention til beskyttelse af statsløse særlig vigtig. Den er for nutidens liberale blot et mærkeligt fortidslevn, som forhindrer den danske stat i, at gøre det danske samfund til verdens bedste. Dette indlæg ønsker ikke at bestride Lauritzens (og Søren Krarups) juridiske fortolkning, men vil i stedet opfordre til, at man lige husker, hvorfor denne konvention eksisterer.

Naturligvis er et statsborgerskab i mange tilfælde et privilegium, som en given stat kan tildele mennesker, som ønsker at leve deres liv indenfor denne stats grænser. Inden et sådant privilegium gives et menneske, så kan man så godt mene, at dette menneske har en bevisbyrde at løfte (det kunne være sproglige kompetencer, ren straffeattest osv.). Her kan man så strides om, hvorvidt og hvilke sådanne kriterier der skal gælde, hvilket jo er kernen i pointsystemsdebatten.

Den argumentation gælder dog kun, hvis mennesket har et andet statsborgerskab i forvejen. Ellers er et afslag jo de facto en dom til statsløshed. Hannah Arendt satte dette problem på spidsen i sin formulering af statsborgerskabet som “retten, til at have rettigheder”. Hendes pointe var, at hvis et menneske fratages sit eneste statsborgerskab, så havner det i et juridisk ingenmandsland.


Det er netop på baggrund af historiske erfaringer, at den konvention, som Lauritzen ikke ser nogen mening med, viser sin vigtighed. Den er et forsøg på at adressere en blind plet i vores juridiske system. Konventionen sætter sig for at bekæmpe statsløshed som sådan, fordi en gruppe mennesker ellers ender uden for lov og ret. Ikke sådan forstået, at de kan begå al den kriminalitet de vil, men derimod, at de nærmest ikke har nogen rettigheder overhovedet. Ved at hhv. nægte eller fratage et menneske statsborgerskabet, kan en stat stort set gøre ved det menneske, hvad det vil. Baggrunden for Arendts betoning af statsborgerskabets vigtighed var netop hendes studier af totalitarismens udvikling, hvor hun opdagede, hvor lidt beskyttelse det eksisterende system indrømmede statsløse.

(Hvis man som Lauritzen-liberal partout vil tale om straf, så virker det svært at se, hvilken forbrydelse der ud fra et proportionalitetsprincip retfærdiggør, at et menneske dømmes til en vid udstrækning af juridisk lovløshed. Findes der en forbrydelse, som er så grov, at man ikke fortjener juridisk beskyttelse? Skal staten have lov til at sende mennesker ad helvede til?)


Yderligere inkarnerer Lauritzen med sin udtalelse noget, som vi nærmest vil kalde en generel tendens. De forskellige menneskerettighedskonventioner viser sig, nu hvor de liberale er kommet til magten, pludselig at være forfærdeligt besværlige for staten. Men det er vel netop pointen med sådanne konventioner, hvis man som liberal forstår menneskerettighederne som et bolværk mod urimelig magtudøvelse fra staten? Ikke desto mindre virker vores liberale ikke så begejstrede for, at internationale aftaler holder dem fast på deres idealer. Tværtimod virker de ret så irriterede.


Denne irritation fra nutidens liberale ved magten er så udtalt, at man kan frygte, hvor langt de vil gå. Kan man, Karsten Lauritzen, forestille sig, at staten også skal have frihed til at fratage statsborgerskabet fra borgere, som gør sig skyldige i visse forbrydelser?

Det er dybt bekymrende, hvis Danmarks Liberale Parti blot opfatter menneskerettighedskonventioner som noget, man kan fratræde når de står i vejen for statens ærinder. I stedet bør vi alle huske, hvilke problemer, konventionerne er et forsøg på at råde bod på. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark har frihed til at gøre som vi vil, men om vi stadig abonnerer på de idealer, som konventionerne er et forsøg på at virkeliggøre.

Noget tyder på, at denne regering har opgivet alle idealer i hvad der af og til virker som et forsvar for fædrelandet, og af og til blot fordi idealer er så fandens besværlige. Det er da også forældet og ude af trit med det moderne mediebillede, at jakkesættene på Borgen skal holdes op imod noget så abstrakt og virkelighedsfjernt. Karsten Lauritzen har i hvert fald demonstreret, at hans hurtige udmeldinger hverken bliver forsinket af historisk omtanke eller liberalismens grundånd.

Konservativ kulturkamp anno 2011

Den konservative darling, Kasper Støvring, formulerede forleden en bombastisk kritik af den kulturradikale reformpædagogik, som, hvis man skal tro forfatteren, nærmest har lagt vore folkeskoler øde. Indlægget er en kommentar værd af to grunde. For det første demonstreres en yderst lemfældig omgang med argumenter og sagforhold. For det andet bør man måske spørge, om dette vitterligt er det bedste bud på en kommentar til nutidens skoledebat fra den kulturkonservative tænkning?

Støvring opregner først en række ”nyttige forslag”, som ville kunne forbedre den nationale folkeskole. Der foreslås flere undervisningstimer, mindre klasser og bedre læreruddannelser, hvilket ingen vel kan være uenig i? Jo mere undervisning børnene får, og jo bedre kvalificerede deres lærere er, jo bedre en skole. 

Så langt så godt. For at forbedre elevernes færdigheder i læsning, skrivning og regning følger så en række mindre forståelige forslag. Der skal indføres faste, nationale læseplaner, ligesom de ” kulturbærende fag som dansk og historie” skal styrkes. Hvordan kongerækken skulle hjælpe på PISA-testens test-parametre forbliver en gåde, men man fornemmer en uudtalt sammenhæng.

Sidst, men ikke mindst, skal de enkelte folkeskoler konkurrere indbyrdes ved at deres testresultater offentliggøres. Hvorvidt det er overbevisende, at konkurrence er løsningen på alle samfundets problemer, skal her forblive et åbent spørgsmål, som denne blog vil gribe fat i på et senere tidspunkt. Det er dog temmelig interessant, da Kasper Støvring senere anklager den kulturradikale reformpædagogik for, at den svigter de svageste elever, og særligt indvandrerbørn. Det virker umiddelbart problematisk at finde empirisk belæg for, at særligt de ressourcestærke forældre ikke ville sende deres børn på de skoler med de bedste resultater. Dette ville efter alt at dømme føre til, at de ressourcesvage familiers børn ville ende på de mindre gode skoler.

Disse nyttige forslag er altså ikke selvindlysende. Hvad værre er, så har regeringen– selvom Støvring mener, at den intet har forbedret – jo faktisk forsøgt at indføre lignende ordninger. Der er lanceret en kulturkanon, indført bindende læseplaner og skolernes eksamensresultater offentliggøres. Den borgerlige regering, som kom til magten da de nuværende elever i 10. klasse startede deres skolegang, har i snit ændret folkeskoleloven hver fjerde måned siden den kom til magten!

Det virker altså - ud fra Støvrings logik – uforståeligt, at vi ikke allerede har fået bedre folkeskole, selvom den borgerlige regering har gennemført 28 ændringer af folkeskoleloven (deriblandt de fleste af Støvrings forslag - udover højere prioritering af læreruddannelsen, mindre klasser og flere undervisningstimer naturligvis). Det er dog ikke logikken, den er galt med, men tværtimod litteraten og kulturteoretikeren Støvrings speciale: Det er den særlige kulturradikale kultur i folkeskolen, som er hovedproblemet.

Denne er en ”anti-autoritær pædagogik, som nedbryder lærernes autoritet og giver børnene ’ansvar for egen læring’.” Nu er det denne forfatters indtryk, at dette ordvalg af folkeskolen selv, er blevet betegnet som uheldigt, da det leder til den fejltagelse, at det er elevens eget problem, at denne intet lærer. Det virker til, at ingen mener dette, så også her sparker Støvring en åben dør ind.

Man kan dog forstå på Støvring, at denne fjende er så frygtelig, at kampen stadig skal kæmpes. Dokumentet, som for et halvt århundrede siden (sic!) formulerede disse tanker, holdes frem som skrækeksempel:  Folkeskolen skal uddanne ”harmoniske, lykkelige og gode mennesker”. Overfor denne reformpædagogik, vil Støvring prioritere ” mødepligt, ordenssans, ro og respekt for autoriteter, selvdisciplin, flid og arbejdsomhed”.

Hvis man nu ser bort fra den lidt altmodische sprogbrug i den 50 år gamle betænkning, så er grundtanken vel ikke så horribel, som Støvring gør den til? Hvad er der galt i at ønske, at folkeskolen ikke blot skal bidrage faglige færdigheder, men at den også skal danne samfundsborgere, som er i stand til at agere tolerant, innovativt og ansvarligt i fremtiden? Vi kan nu fra forskningen forstå, at Danmarks gymnasieelever og forskere er berømmede pga. deres veludviklede selvstændige og kritiske tilgang til problemstillinger. Kunne det ikke tænkes, at også sådanne færdigheder ville vise sig nyttige? (Se fx Informations artikel om dette)

For Støvring skal sådanne færdigheder bibringes børnene af deres forældre, hvilket naturligvis er en sympatisk tanke. Hvordan den dog hører hjemme i et opråb for de svageste elever, som jo hovedsageligt kommer fra ressourcesvage hjem, må læseren selv gætte sig til. Logikken forekommer dog at være, at de ressourcesvage elever er blevet svigtet af et system, som har fortalt deres forældre, at de ikke skal stimulere deres børn. Det er altså samfundets skyld, at det er forældrenes skyld.

Det hele opsummeres i følgende konklusion: ”Som en uforudset negativ konsekvens af den kulturradikale pædagogik har vi fået en folkeskole med et lavt fagligt niveau og med socialt utilpassede elever. Det er ikke regeringens skyld, men den har været alt for svag.” 10 års regeringsmagt er jo ingen tid for en kulturhistoriker, der i stedet kan vise, at den 50 år gamle betænkning er ondets rod. 

Det deprimerende ved Støvrings indlæg er dog ikke blot, at universitetsforskeren i litteratur og kulturfænomener ikke blot melder sig ind i en debat, som han tilsyneladende ikke rigtigt har fulgt med i. I en bredere samfundsmæssig kontekst må man spørge sig, om den kulturkonservative kritik anno 2011 blot består af en gentagelse af allerede fremsatte og implementerede forslag, den sædvanlige jamren over det kulturradikale spøgelse og så en bagstræberisk drømmen tilbage til mere ordnede tider. 

På venstrefløjen kan og må man til gengæld tillade sig at tænke højt over alt det, som folkeskolen kunne blive til. Gad vide, om ikke 10 års rød regering kunne gøre mere for folkeskolen, end den svage borgerlige regering ifølge Støvring har været i stand til. At tænke over hvordan vi kan videreudvikle en samfundsinstitution, som skal arbejde for at fremme tolerance og kritisk tænkning er da en meget god start, og – kunne man tilføje – sandsynligvis både en forudsætning for, at vi får en bedre skole, og også en god investering i fremtiden. Så lad os udfordre den kulturkonservative tænkning ved at vise, at vi ikke blot vil tale nostalgisk om fortiden, men at vi vil noget i fremtiden.